SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

 67 Stykke1) om Mania og Melancholi og deres Behand- ling, som intet virkeligt nyt byder; han nævner de sædvanlige mærkelige Vrangforestillinger, at de syge tror at være et eller andet Dyr, af Ler o. 1., og de af den sorte Galde fremkaldte maniakalske Anfald, der gjør de syge farlige for Omgivelserne; de maa derfor bindes til Sengen. Hvis de ikke vil tage Me- dikamenter, anbefales det at blande disse i Maden. Melancholi siges at kunne helbredes alene ved Bade og Diæt og passende Adspredelser, naar Anfaldet er mildere. Efter Oribasios har Paulos ogsaa et Capitel om Forelskelse,2) som han indleder med den Bemærk- ning, at denne Tilstand passende kan behandles under Sindssyge, da den bestaar i »Bekymring«, det er en trættende Bevægelse af Tænkeevnen. Med Henblik paa en bekjendt Historie om Erasistratos, der opda- gede, at Kong Seleukos’ Søn, hvis Sygdoms Natur ingen andre Læger kunde begribe, led af Forelskelse i sin Stifmoder, hvis Nærværelse satte hans Puls hef- tigt op, tilføjer Paulos en Bemærkning om, at det beror paa en Fejltagelse, naar man har villet statuere en særlig Puls for forelskede; urolig Puls følger med enhver Affed, derfor ogsaa med den, man kommer i ved at tænke paa, høre om eller se den elskede. Den eneste af disse senere Compilatorer, der trods al Afhængighed af Kilderne giver noget selvstændigt, som er hentet fra egen Praxis og Erfaring, er Alex- andros fra Tralleis (6. Aarh.), Broder til Sophiakir- kens Bygmester Anthemios. ni >4- 2) in 17. 5: