SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

69 Man maa ikke af denne tilsyneladende Ro lade sig narre til at tro, at Sygdommen er hævet. Foruden Afvaskninger af Hovedet med Rosenolie, Eddike o. 1., som maa forstærkes og gjentages, naar Sygdommen er paa sit højeste, er det vigtigste Middel Aareladning i Albuen. Det hænder ofte, at den syge gjør Modstand og ikke vil række Lægen Armen; saa maa man aabne Pandeaaren. Alexandros beretter et saa- dant Tilfælde fra sin Praxis, hvor Patienten gebær- dede sig saa uroligt og rasende, at han maatte holdes fast af flere kraftige Mænd; havde han faaet fat paa et Vaaben, vilde han have slaaet adskillige af dem, der omgav ham, ihjel. Alexandros tog da, fordi en ny Aareladning vilde have voldt formeget Besvær, paa en Gang en tilstrækkelig Mængde Blod fra ham ved at aabne Pandeaaren; den syge søgte at slubre Blodet, der løb ned ad Ansigtet, i sig og oversprøj- tede de omkringstaaende dermed, »saaat de fleste af dem endog kom til at le derved«. Han kom sig hur- tigt. Desuden maa man paa enhver Maade modvirke Søvnløsheden; men naar Patienten er meget svækket, maa man ikke anvende stærke Sovemidler; de kan medføre Døden. Om Sygeværelset gives omtrent de samme Regler, som vi kjender fra Archigenes og Soranos. Luften deri maa hverken være tyk eller fugtig, hverken for varm eller for kold. Værelset maa hellere være lyst end mørkt, forat den syge kan gjenkjende sine vante Omgivelser. Hans aller nærmeste Venner skal besøge ham og blive hos ham, forat han ved deres milde Bebrejdelser kan bringes til at skamme sig over sin