Vore usynlige Fjender
En alménfattelig Skildring af Bakterierne og deres Forhold til Foraadnelse, Gæring og smitsomme Sygdomme

 69 dommen, som i alle Maader var passende. Miltbranden lod sig med alle sine Kendetegn overføre paa disse Dyr, som regelmæssig døde efter Indpodningen, hvorimod ikke kunstig smittede Dyr, der holdtes i Bur ved Siden af som Kontrol, aldrig døde af denne Sygdom. Da vain es Anskuelser vandt derved betydelig i Sandsynlighed. I de døde Mus kom Bakterierne ikke videre i Udvikling, og det var derfor rimeligt at søge dennes Fortsættelse udenfor Legemet. Det viste sig nu at, Bakterierne lode sig dyrke paa Glasplader under Mikroskopet i smaa Draaber af en passende Næringsvædske, dog kun med nöje Overholdelse af den Forsigtighedsregel, at Luften havde uhindret Adgang. Miltbrandbakterien, som imidlertid af Cohn havde faaet Navnet Bacillus Anthracis, viste sig nemlig at være en fuldkommen aérob Form. Det Næringsstof, Koch anvendte, var en organisk Vædske [fra vort eget Legeme]; man har senere fundet andre, hvorom mere nedenfor. Under den omtalte Dyrkning viste det sig, at Bacillerne ofte med en overordenlig Hurtighed voxede ud til lange Traade. Da Luften havde Adgang, kunde det naturligvis ikke undgaas, at der indfandt sig en Del Forraadneisesbakterier tillige; disse havde imidlertid ingen hindrende Indflydelse paa Miltbrandbacillernes Væxt; naar Traadene havde opnaaet en vis Störreise, dannedes der i hele deres Længde en Mængde Sporer, ganske som vi allerede kende det fra Høbakteriens ovenfor skitserede Naturhistorie; Traadene gik omsider til Grunde, og Sporerne sank til Bunds. Da Koch fra Cohns tidligere Undersøgelser kendte Høbakteriernes Sporer, faldt det ham strax ind, at han her i de lignende Organer hos Miltbrandbacillen havde de Hvile- celler, hvormed denne Plante gennemlevede den Periode, i hvilken den ikke befandt sig i noget dyrisk Legeme. Koch godtgjorde, at Sporerne kunne spire og udvikle ny Miltbrand- baciller, samt at de ved Indpodning paa Mus igen frembragte Sygdommen, og det desto hurtigere, jo flere man indpodede. I indtørret Tilstand forrnaa Sporerne i flere Aar at bevare Livet, hvorimod Bacillerne kun kunne friste det i nogle Uger; törres Blodet af syge Dyr langsomt ind, faa Bacillerne Tid til at indvikle Sporer, hvorimod de ved hurtig Indtörring ikke