Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
116
Jordklodens Bjerge og Sletter.
imidlertid klart, at Vand paa Toppen af Montblanc allerede koger
ved en Temperatur af 85 hundrededeels Grader eller ved en 15
Grader ringere Varme end i Sletteegne.
Da man havde tænkt sig det Tilfælde, at Lampen maastee
vilde brænde daarligt, havde man været saa forsynlig ogsaa
at medtage Kul. Til Forsøget med Vandets Kogning behøvede
man vel ikke at tage sin Tilflugt til disse, men derimod brugte
man dem stadig til at smelte Snee ved for saaledes at tilvejebringe
Drikkevand, et Forsristningsmiddel, der idelig var stærk Trang til
paa Grund af de Reisendes og Førernes heftige Torst. Man
maatte imidlertid stadig ved Hjælp af en Puster holde Ilden ved-
lige i Kullene, da den ellers, overladt til sig selv, hvert Diedlik
gik ud.
Magnetnaalens Bevægelser frembød ikke nogensomhelst Af-
vigelse fra det Sædvanlige, og Iagttagelsen af dens Forhold bragte
saaledes ikke noget Nyt. Det samme gjaldt ogsaa om Udfaldet af
de forskjellige Undersøgelser, som Saussure lod anstille med Hensyn
til Tykkelsen af den Sneemasse, der var ophobet paa Spidsen af.
Montblanc, og til Afleiriugsmaaden af de Sneelag der bedækkede
Siderne af Bjerget nedefter.
Der viste sig ikke Spor af nogetsomhelst Dyreliv paa Alpe-
kongens sneedækte Top. Tvende Sommerfugle, som flagrede hen
over den overste Deel af Bjergets Skraaning, omtrent 300 Fod
nedenfor Spidsen, vare overhovedet de eneste levende Væsener, som
Expeditionen traf paa i disse saa ode Negioner. Et Vindstod
havde formodentlig fort disse to stakkels blomstersugende Insekter
fra Lavlandet op til denne betydelige Høide, hvis iskolde, for en-
hver Vegetation blottede Sueemarker frembøde ganske forskjellige
Betingelser fra dem, under hvilke de ellers vare vante til at søge
deres Livsophold.
Den ringe Styrke af Lyder: paa Toppen af hoie Bjerge er
et Phænomen, der naturligt forklares as Luftens fortyndede Til-
stand; jo mere Luften nemlig taber i Tæthed, desto svagere blive
selvfølgelig ogsaa Lydsvingningerne. Paa en fremragende, isoleret
Bjergtop er Manglen paa Echo eller Tilbagekastning af Lyden
ogsaa et Moment, der bidrager til at svække Lydens Styrke. Paa