Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

126 Jordklodens Bjerge og Sletter. Deeltagerne i Expeditionen kastedes saaledes alle pludseligt om og sortes som villielose Gjenstande i en rivende Hast nedad med Sneen, og de tre Forere, der gik i Spidsen, Pierre Carrier, Balmat og Augnst Teiraz styrtede herved ned i den dybe, gabende Revne, vi nylig i det Ovenstaaende have beskrevet. Julien og Marie Coutet rullede nedad med en endnu stærkere Fart, men havde netop herved det store Held at blive slyngede helt over Afgrnnden, saa at de kom til at ligge i en anden men mindre dyb og af Suee halvt opfyldt Spalte, fra hvilken de nden synderlig Vanske- lighed snart igjen lode sig hjælpe op. Ved et lykkeligt Tilfælde af Skjædnen dleve de fem andre Forere, de to Englændere og Doktor Hamel derimod standsede ved Afgrundens Rand efter i en halvt- bedovet Tilstand nt være blevne forte et Stykke af mindst 300 Fod nedad Bjergets Side. Julien Devoissous og Marie Coutet bleve et Meblik liggende i en aldeles bevidstløs Forfatning. Den forste, der var falden med Hovedet nedad, var stærkt forstemet og kvæstet ved at støde imod Gletscherrevnens tvende, kun lidet fra hinanden fjernede Sidevægge. Marie Coutet var i den Grad bleven bedækket af Sneen, der op- fyldte denne 60 Fod dybe Afgrund, at han ikke kunde gjore en eneste Bevægelse, men blev ganske blaa i Ansigtet, som om han skulde kvæles. Med en svag, næsten uhorlig Stemme kaldte han siu Kammerat til Hjælp, og Julien, hvem det hurtig var lykkedes at frigjore sig for Sneen, gravede nu ved Hjælp af en Alpestok sin Vens Legeme ud as den nedstyrtede Lavine. De to Bjergboere bleve i nogle faa Minuter siddende ligeoverfor' hinanden, idet de gjeu- sidigt stirrede forfærdede paa hinanden uden at sige et eneste Ord. De troede nemlig i dette Dieblik begge, at de selv vare de eneste, der vare slupne med Livet fra dette frygtelige Sneeskred. Heldigviis var dette dog ikke Tilfældet, idet de fleste af Deel- tagerne ligesom ved et Mirakel havde reddet sig fra Lavinen og nu holdt sig fast ved Kanten af Revnen, der saa let kunde være bleven deres Grav. En af dem, Foreren Mathieu Balmat, lod sig endogsaa glide et Stykke nedad Jisvæggen for nt bringe sine to Kammerater den Hjælp, han formanede. Man kastede tillige en lille Haandoxe ned til dem, for at de med den kunde hngge sig