Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Jordklodens Bjerge og Sletter. 127 Trappetrin i Isen, og da de derpaa havde arbeidet sig op til en vis Høide, rakte man dem en jernbeslaaet Alpestok, ved Hjælp af hvilken de da bleve trukne op. De Tiloversblevne befandt sig saaledes nu alle samlede paa det samme Sted, men ved at tælle Selskabet opdagede man, at der manglede de tre af Førerne, der vare gaaede i Spidsen for Toget, nemlig Pierre Carrier, Pierre Balmat og August Teiraz. Disse Ulykkelige vare alle tre styrtede ned i den store Revne. Mathieu Balmat havde seet dem rulle ned i Afgrunden, og Coutet havde ligeledes i det samme Dieblik, han selv blev hvirvlet rundt i Faldet, bemærket noget, der saae ud som et morktklædt 'Been, fare hurtigt forbi sine Dine og forsvinde i den store Kloft. Da August Teiraz netop var ifort Gamascher af denne Farve, havde det rimeligviis været ham, og den levende Forudfolelse, han om Morgenen havde havt om sin Død, da Doktor Hamel trods alles indstændige Forestillinger i en bydende Tone havde givet Ordre til at bryde op og fortsætte Marschen, fandt saaledes allerede kort efter en sørgelig Bekræftelse i Virkeligheden. Doktor Hamel var ligesom lynslaaet af Samvittighedsnag og Sorg, og hvad de to Englændere angik, da folte de sig grebne af en Fortvivlelse, som det næsten ikke er muligt at beskrive med Ord. De kastede sig i en halvt sindsforvirret Tilstand ned paa Sneen og erklærede begge meget bestemt, at de ikke vilde forlade Stedet, hvor de opholdt sig, forend man havde fundet de tre Ulykkelige, hvis Undergang de bebrejdede sig selv at være Skyld i, i dod eller levende Tilstand. Trods Forernes Advarsler stege Dornford og Hamel ned i den store Revne, hvor de ftrax sank ned i Sneen indtil Armene. De sonderede Sneen omhyggeligt med deres lange jernbeslagne Alpestokke uden at stode paa nogensomhelst fastere Gjeustand og kaldte desuden flere Gange sna hent, de kunde raabe, paa de for- svundne Forere ved deres Navne; men i en betydelig Høide som denne fremtræder Lyden paa Grund af Luftens fortyndede Til- stand, som allerede tidligere omtalt, kun med en forholdsviis meget riuge Styrke, og al deres Eftersøgning viste sig derfor ogsaa fuld- kommen forgjæves.