Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
128 Jordklodens Bjerge og Sletter. Da alt tydede hen paa, at de Forulykkede maatte ligge be- gravede under et tykt Lag Snee, jog Hamel sin Alpestok i dens hele Læugde ned i Sneen, paa hvilken han laae, og satte derpaa sine Tænder fast imod den overste Eude af Stokken, da enhver Lyd fra neden herved lettere kunde blive ledet til hans Horeorganer. Han lyttede derpaa længe med spændt Opmærksomhed, men intet svarede ham, ingeusomhelst Lyd eller Bevægelse afbrod denne rædsels- fulde Gravs uhyggelige Dødsstilhed. Da ethvert Forsøg paa at gjenfiude de Forulykkede viste sig frugtesløs), vendte Doktor Hamel og hans Ledsager atter tilbage til det øvrige Selskab ved Spaltens Rand. Man var nodt til at opgive de forsvundne Førere, der sandsynligviis laae begravede under en Sneemasse af idetmindste 150 Fods Tykkelse; men endnu den Dag idag er der neppe nogen Reisende, som bestiger Montblanc, uden at han ved at passere den Gletscherspalte, i hvilken disse tre Bjergboere fandt deres Grav, uvilkaarligt foler en hemmelig Gysen ledsaget af oprigtig Medlidenhed med de ulykkelige Offre ved denne frygtelige Tildragelse. Cfterhaanden som Dagen imidlertid rykkede længere frem, blev det ogsaa mere og mere koldt, og det mærkedes kun altfor tydeligt, paa Temperaturen, hvor nær man befandt sig ved Toppen af Montblanc. De frugteslose Bestræbelser for at gjenfinde de For- svundne havde varet i to hele Timer. Man turde uu ikke vente længere med at stige ned, hvis man vilde undgaac at blive over- rasket af Mørket midt imellem Gletschernes Nevner og Afgrunde og at fryse ihjel i disse saa vildsomme og for enhver Slags Ly aldeles blottede Sneeregioner. Foreren Mathieu Balmat stillede sig imidlertid forst lige foran Doktor Hamel og saae ham stivt ind i Vinene, ligesom Doktoren selv havde gjort det ved de andre om Morgenen tidlig deri samme ulykkelige Dag, idet han i en bitter og harmfuld Tone spnrgte ham: „Vil De endnu kalde os seige Kujoner og forlange, at vi skulle vedblive at stige opefter?" Doktoren svarede intet, men gav blot Befaling til at begynde Tilbagetoget. Han søgte imidlertid forst at bevæge et Par af Førerne til at tilbringe Natten ved Randen af Afgrunden for at vente paa