Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
128 Jordklodens Bjerge og Sletter.
Da alt tydede hen paa, at de Forulykkede maatte ligge be-
gravede under et tykt Lag Snee, jog Hamel sin Alpestok i dens
hele Læugde ned i Sneen, paa hvilken han laae, og satte derpaa
sine Tænder fast imod den overste Eude af Stokken, da enhver
Lyd fra neden herved lettere kunde blive ledet til hans Horeorganer.
Han lyttede derpaa længe med spændt Opmærksomhed, men intet
svarede ham, ingeusomhelst Lyd eller Bevægelse afbrod denne rædsels-
fulde Gravs uhyggelige Dødsstilhed.
Da ethvert Forsøg paa at gjenfiude de Forulykkede viste sig
frugtesløs), vendte Doktor Hamel og hans Ledsager atter tilbage
til det øvrige Selskab ved Spaltens Rand. Man var nodt til at
opgive de forsvundne Førere, der sandsynligviis laae begravede under
en Sneemasse af idetmindste 150 Fods Tykkelse; men endnu den
Dag idag er der neppe nogen Reisende, som bestiger Montblanc,
uden at han ved at passere den Gletscherspalte, i hvilken disse tre
Bjergboere fandt deres Grav, uvilkaarligt foler en hemmelig Gysen
ledsaget af oprigtig Medlidenhed med de ulykkelige Offre ved denne
frygtelige Tildragelse.
Cfterhaanden som Dagen imidlertid rykkede længere frem, blev
det ogsaa mere og mere koldt, og det mærkedes kun altfor tydeligt,
paa Temperaturen, hvor nær man befandt sig ved Toppen af
Montblanc. De frugteslose Bestræbelser for at gjenfinde de For-
svundne havde varet i to hele Timer. Man turde uu ikke vente
længere med at stige ned, hvis man vilde undgaac at blive over-
rasket af Mørket midt imellem Gletschernes Nevner og Afgrunde
og at fryse ihjel i disse saa vildsomme og for enhver Slags Ly
aldeles blottede Sneeregioner.
Foreren Mathieu Balmat stillede sig imidlertid forst lige foran
Doktor Hamel og saae ham stivt ind i Vinene, ligesom Doktoren
selv havde gjort det ved de andre om Morgenen tidlig deri samme
ulykkelige Dag, idet han i en bitter og harmfuld Tone spnrgte
ham: „Vil De endnu kalde os seige Kujoner og forlange, at vi
skulle vedblive at stige opefter?"
Doktoren svarede intet, men gav blot Befaling til at begynde
Tilbagetoget. Han søgte imidlertid forst at bevæge et Par af Førerne
til at tilbringe Natten ved Randen af Afgrunden for at vente paa