Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

134 Jordklodens Bjerge og Sletter. størst mulige Agtpaagivenhed for disse bestandig truende Farer at klavre opad den steile og ofte næsten ganske lodrette Skraaning. Efter et Par Timers Vandring fandt man Veien fuldstændig spærret af en aldeles utilgjængelig og uoverstigelig Klippemasse, og enhver videre Fremtrængen var i Virkeligheden nu kun mulig ved at gaae uden om denne paa Gletscherens Rand. Denne Rand var imidlertid en smal Kam, der næsten var ligesaa skarp som en Knivsod og adskilt fra Klippen ved en dyb Afgrund, der stod i Forbindelse med Revnerne og Fordybningerne i Midten af Glet- scheren. Veien var saaledes overordentlig farefuld, men der gaves i Virkeligheden ikke nogensomhelst anden Maade at komme videre paa end netop ved at følge den. Ved Hjælp af en stor Mængde i den lodrette Jisvæg ind- huggede Trin naaede man virkelig tilsidst Gletscherens Rand, men Førerne vovede dog ikke at betræde denne, forend de ved at banke og stampe paa den forst havde forvisset sig om, at den virkelig var stærk nok til at bære flere Personer ad Gangen. Paa denne Maade tilbagelagde man med megen Moie tretten Skridt i tyve Minuter, balancerende sig frem ad en smal Fjeldkam med en frygtelig Afgrund paa hver Side. Mærkeligt nok traf man her nogle Insekter krybende paa Isen og en lille Fugl, der flagrede fra Klippe til Klippe og ved sine sorgløse Bevægelser ligesom spottede over Deeltagernes ængstelige og forsigtige Adfærd. En Fører fra Barsges, der gik forrest, følte sig pludselig angreben af Svimmelhed, og for at han ikke skulde styrte ned, maatte man lede ham tilbage og anbringe ham mellem to af hans Kammerater, et Foretagende, der var forbunden med store Banske- ligheder paa Grund af Fjeldryggens Smalhed. Man vedblev imidlertid alligevel at stige opad, idet man flere Gange med stor Fare for at styrte ned i Afgrunden maatte snoe sig uden om frem- springende Klippestykker, der ganske spærrede den lige Vei. Tilsidst var endog dette en Umulighed, saa at man kun kunde komme frem ved at arbeide sig opad selve Klipperne, der af Naturen hæve sig terrasseformigt og ligesom trinviis. Hoiden af disse Klippeterrasser var meget betydeligere end Vreden af deres Overflade, der tilmed havde en stærkt heldende Skraaning nedad. Der horte derfor meget