Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
2
Indledning.
ville derpaa gjennemvandre den nye og den gamle Verdens frugt-
bare Sletter og golde ørkener, idet vi snart med Opmærksomhed
folge de betydeligere Floders lunefulde Bugtninger og Lob fra
deres Udspring indtil Havet, snart i den vansmægtende Caravanes
Selskab med Velbehag standse ved den venlige Oases forfriskende
Kilder eller med den videbegjærlige Opdagelsesrejsende trænge frem
paa farefulde Expeditioner i ukjeudte Egne for ved persoulig Iagt-
tagelse at lære alt det Nye og Særegne i deres eieudommelige
Naturforhold at kjende. Der vil endelig tilsidst blive givet et klart
og tydeligt Billede as Havet med dets mange charakteristiske og
storartede Naturphænomener, der fremtræde med et saa hoist for-
fljelligt Præg i de forskjellige Zoner fra Polaregnenes evige Jis til
Wkvators glodende Himmel.
Det omfattende Indbegreb af positive Kundskaber, der udgjor
Grundlaget for det foreliggende Værk som for enhver fuldstændig
Jordbeskrivelse overhovedet, er naturligvns Frugteu af en heel Række
Slægtfolgers forenede Anstræugelser og har i Virkeligheden ikke
kostet mindre end tredive Aarhundreders fortsatte Arbejder og Under-
søgelser som Grundlag. Geographien er næsten ligesaa gammel
som selve Menneskeslægten, men dens Udvikliug har kun sundet
Sted meget langsomt og gradmis. Jorden er forst, efterhaanden
som den i Tidernes Lob blev betraadt af Mennesker, Skridt for
Skridt bleven undersøgt og nærmere beskrevet. Vore Kundskaber i
Geographi ere voxede paa samme Maade, som ethvert Menneskes
Synskreds udvider sig fra hans Barndom til Slutmngen as Livet.
Det Forste, et Baru lærer at kjende og bliver fortrolig med, er
naturlig det Huus, i hvilket dets Vugge staaer, og de Personer,
der daglig omgive det i Hjemmet. Efter nogen Tids Forlob be-
gynder det at komme ud, bæres ned i Haven, bringes ud paa
Gaden og foretager Smaatoure til den nærmestliggeude Skov og
Mark. Som vopent Menneske bliver Hjemmet det for snevert,
Trangen til at see sig om og den medfødte Videbegjarlighed driver
det ud, og Rejsernes Tid begynder. Det besoger fremmede Lande,
glæder sig ved alt det Nye og Ubekjeudte, det iagttager, udvider
sine Kundskaber i en Mængde forskjellige Retumger og vender
eudelig tilsidst tilbage til sit oprindelige Fødested efter ligesom den