Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Jordklodens Bjerge og Sletter. 219 Det fine, usynlige Støv, som Blæsten opfylder Luften med og jager tilvejrs som tætte Skyer, trænger ind i Vinene, Næsen, Munden og Luftvejene og virker næsten kvælende paa Aande- drættet. Den glodende Vind bevirker desuden en livlig Fordamp- ning fra Legemets Overflade, udtørrer og irriterer Huden og Svælget og foranlediger derved en brændende Torst. Barken paa Træerne mister al sin Saft, Planterne visne, og Vandet i Kameel- drivernes Læderflasker dunster hurtig bort af den samme Grund. De ulykkelige Reisende ere da priisgwne til alle en uudslukkelig Torsts piinlige Kvaler, og flere end een Karavane ere paa denne Maade gaaede fuldstændigt tilgrunde i den trosteslose Drken. Det er derfor heller ikke sjeldent at træffe skinnende hvide, af Solen og Luften fuldstændigt afblegede Skeletter af Mennesker og Dyr langs de af Karavanerne hyppigst fnlgte Veie, ildespaaende Vidnesbyrd om de frygtelige Farer, der ere forbundne med Reiser i Drkenen. Hvad der derimod kun er en Fabel, er Fortællingen om giftige Vinde, der dræbe enhver, som de komme i Berøring med. De farlige Virkninger af Sinmnen forklares i og for sig til- strækkeligt af den brændende Hede, som udmærker den, og af de fine Støv- og Sattdmasser,'som den opfylder Luften med. Den bekjendte Reisende Burckardt fra Basel er dm første, som har meddeelt paalidelige og bestemte Oplysninger om de i Drkenen rasende Storme og gjendrevet de mange fabelagtige Beretninger, som Beduinerne pleie at underholde de Reisende med for at lade sig betale saa dyrt som muligt for deres Tjeneste. „I Juni 1813, fortæller Burckardt, blev jeg overfaldet af en Simun paa Reisen fra Siout til Esneh. Da Stormen brod los, red jeg ganske alene paa en Dromedar gjennem en ode Egn, hvor der i mange Miles Afstand hverken fandtes Træer eller menneske- lige Boliger. Jeg skyndte mig strax at tildække Ansigtet med mit Lommetørklæde for at beskytte det imod Vinden, men medens jeg var befljæftiget hermed, blev Dromedaren bange for Sandet, som Stormen pidskede den lige i Hovedet og gav sig pludselig til at galoppere afsted i en saadan Fart, at jeg tabte Stigbøjlerne og faldt af. Da det imidlertid var bleven saa morkt, at jeg ikke knnde see ti Skridt foran mig, blev jeg ganske rolig liggende og