Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Emne: Efter den franske Originals tredie Oplag

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Jordklodens Bjerge og Sletter. 22S Forsøg blev gjort i Stammen Sidi-Racheds Gebeet og gjengav paany denne gamle Oase, der i mange Aar havde været ode og ubeboet formedelst Vandmangel, dens tidligere Liv og Betydning. Enhver Kilde, der vælder frem i ørkenen, fremkalder snart en livlig Plantevæxt i sin Omkreds og danner et Midtpunkt, om- kring hvilket de Indfødte fæste Bo og opdyrke Jorden. I Er- kendelsen af Vandets store Betydning frede Beboerne med største Omhu om deres Bronde og tildække disses Aabning med et Skind for at beflytte den mod Flyvesandets Indtrængen. Fra Kilden ledes Vandet gjennem Render omkring Oasen for at bibringe Jorden den til Dyrkningen af Bælgfrugter og andre nærende Planter, der voxe under Palmetræernes Skygge, fornødne Fug- tighed. Naar Kilden torrer ud, gaaer Oasen tilgrunde og for- vandles igjen til en Sandørken; thi uden Vand knnne hverken Daddeltræet eller de andre højstammede Palnier trives, og saasnart disse nyttige Træer gaae ud, visne ogsaa de ovrige Kulturplanter bort af Mangel paa Skygge og Fugtighed. De talrige Ruiner, der træffes spredte omkring i Sahara, vidne tilstrækkeligt om den tidligere Tilstedeværelse af blomstrende Byer, der i Tidernes Lob ere gaaede tilgrunde, fordi deres Kilder horte op at give Vand. Det er kun faa Aar siden, at Oasen Tebaich af denne Grund blev opgivet og forladt. Toppene af de nogne og udgaaede Palme- træstammer rage endnu op af Saudet ligesom Masterne af et sunket Skib. De fleste gjore sig sikkert en meget urigtig Forestilling om Taserne saavel hvad deres Størrelse og Udstrækning cmgaaer som i Henseende til Beskaffenheden af deres Jordbund. Selv de mindste Oaser have dog sædvanlig en Udstrækning af idetmindste flere Dags- reiser i den ene eller den anden Retning, hvilket omtrent svarer til et Fladerum af tre til fire Kvadratmiil og kun kan kaldes for Ube- tydeligt, naar man vil sammenligne det med deu hele Arkens umaade- lige Overflade. Der er forholdsviis flere store end smaa Oaser, fordi de forste meget bedre kunne modstaae Sandflugten fra Vrkenen end de sidste. Oasen Wadi-Folesseler er 37 Mile lang og 12^ Miil bred, medens den mindre Thebesoase paa en Læugde af om- trent 12 Mile knap maaler 2 Mile i Brede. Den anseelige Oase