Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Temperaturforlwldene paa Jordkloden. 243 engang har kunnet blive liggende paa dem, rage nogne og truende hoit op i Veiret. Efter Plantevæxtens forskjellige Natur have de ovenfor omtalte Belter erholdt folgende Navne: Kastaniens Belte______________ . . . Bogens og Egens Belte__________ . Naaletræernes Belte________________ Bnstvæxternes (Alperosernes) Belte . Fjeldurternes Belte.................. Sneeregionen_______________________ indtil 2000 Fod. fra 2000 Fod til 4000 „ „ 4000 „ til 5500 „ „ 5500 „ til 6500 „ „ 6500 „ til 8200 „ „ 8200 „ og opefter. De heranforte Hoidemaal, der ere de for Alperne gjaldende, vexle naturlig for andre Bjergsystemers Vedkommende efter den geographiske Brede og Stedets aarlige Middeltemperatur. Af alle de naturlige Belter, der afløse hinanden etageviis paa Bjergeues Sider, er der intet, der frembyder en saa ejendommelig og bestemt udpræget Charakteer som den evige Snees Region, der kaldes saaledes, fordi Sneen i samme ikke toer bort om Sommeren eller ialtfald meget hurtig erstattes ved nyt Sneefald, naar Heden i den mildere Aarstid har bragt endeel af den til at smelte bort. Medens de forskjellige ovennævnte Plantebelter tildeels uden noget tydelig udtalt Skjel gaae jævnt over i hinanden, viser Grændsen for den evige Snee sig derimod allerede i Afstand som en med en fast og sikker Haand afstukken Linie, der stiller Fjeld- toppenes ode og ubeboelige Sneemarker fra de lavere liggende plantebevoxede Regioner. Nedenfor Sneegrændsen rorer der sig overalt et kraftigt Liv, Jordbundens Udseende vexler efter Aars- tiderne, og Solens vækkende Straaler udvikle en rig Mangfoldighed af organiske Væsener; men ovenfor denne Grændselinie hersker der bestandig en streng og lwsfjendsk Viuter, et uhyre Lagen af Jis og Snee tildækker alt, og intet undtagen frygtelige Uveir og rasende Storme afbryder den dodlignende Taushed, der af Naturen ruger over disse ode og ugjæstsrie Fjeldorkener. Det er let at forstaae, at Grændsen for den evige Snee maa rykke saameget desto høiere op, jo varmere der er ved Bjergets Fod. I Nord- og Sydpolsegnene, hvor der altid er Vinter, naaer Sme- 16*