Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Temperaturforlwldene paa Jordkloden.
243
engang har kunnet blive liggende paa dem, rage nogne og truende
hoit op i Veiret.
Efter Plantevæxtens forskjellige Natur have de ovenfor omtalte
Belter erholdt folgende Navne:
Kastaniens Belte______________ . . .
Bogens og Egens Belte__________ .
Naaletræernes Belte________________
Bnstvæxternes (Alperosernes) Belte .
Fjeldurternes Belte..................
Sneeregionen_______________________
indtil 2000 Fod.
fra 2000 Fod til 4000 „
„ 4000 „ til 5500 „
„ 5500 „ til 6500 „
„ 6500 „ til 8200 „
„ 8200 „ og opefter.
De heranforte Hoidemaal, der ere de for Alperne gjaldende,
vexle naturlig for andre Bjergsystemers Vedkommende efter den
geographiske Brede og Stedets aarlige Middeltemperatur.
Af alle de naturlige Belter, der afløse hinanden etageviis paa
Bjergeues Sider, er der intet, der frembyder en saa ejendommelig
og bestemt udpræget Charakteer som den evige Snees Region, der
kaldes saaledes, fordi Sneen i samme ikke toer bort om Sommeren
eller ialtfald meget hurtig erstattes ved nyt Sneefald, naar Heden
i den mildere Aarstid har bragt endeel af den til at smelte
bort. Medens de forskjellige ovennævnte Plantebelter tildeels uden
noget tydelig udtalt Skjel gaae jævnt over i hinanden, viser
Grændsen for den evige Snee sig derimod allerede i Afstand som
en med en fast og sikker Haand afstukken Linie, der stiller Fjeld-
toppenes ode og ubeboelige Sneemarker fra de lavere liggende
plantebevoxede Regioner. Nedenfor Sneegrændsen rorer der sig
overalt et kraftigt Liv, Jordbundens Udseende vexler efter Aars-
tiderne, og Solens vækkende Straaler udvikle en rig Mangfoldighed
af organiske Væsener; men ovenfor denne Grændselinie hersker der
bestandig en streng og lwsfjendsk Viuter, et uhyre Lagen af Jis og
Snee tildækker alt, og intet undtagen frygtelige Uveir og rasende
Storme afbryder den dodlignende Taushed, der af Naturen ruger
over disse ode og ugjæstsrie Fjeldorkener.
Det er let at forstaae, at Grændsen for den evige Snee maa
rykke saameget desto høiere op, jo varmere der er ved Bjergets Fod.
I Nord- og Sydpolsegnene, hvor der altid er Vinter, naaer Sme-
16*