Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

382 Kilder, Floder og Soer. varet udsatte for eu langsom Ildebrand, og et slorre mlderjordisk Rum, i hvilket der slaaer eu stor Mængde iudbalsomerede Kro- kodilmumier fra de gamle Wgypteres Tid opstillede i Rækker langs Siderue. Eu kvælende og modbydelig Liiglugt opfylder den fug- tige Hule, som kun ganske enkelte videbegjarlige Reiseude have havt Mod til at gjennemvaudre lige til Enden, og i hvilkeu endog flere af deres Ledsagere skulle have tilsat Livet paa Gruud af de giftige mephitiske Dunster. I Basaltklipper forekommer der ikke sjeldent betydelige Hule- dannelser paa Gruud af denile Steenarts Tilbøjelighed til at for- vittre og ringe Modstandsevne mod ydre Paavirkninger overhovedet. Den meest bekjendte af denne Slags Grotter er den verdensberømte Fin g als hu le paa den lille hebridiske D Stasfa i Nærheden af Skotlands Vestkyst. Staffa bestaaer foroven af en uregelmæssigt asleiret og souderbrudt Trapmasse, der forneden smiler paa hoie, i Regelen lodretstaaende Basaltsoiler. Paa enkelte Steder vise disse regelmæssige Leddelinger, som om de ere sammensatte af flere Stykker, og nedbrydes da meget lettere af Havets Bølgeslag, hvor de vende ud mod Kysten. Det er paa denne Maade, Fiugalshulen er bleven til. Indgangen til denne mærkelige Grotte er en 60 Fod hot og 36 Fod bred Aabning, der med en noget aftagende Brede fortsætter sig 250 Fod ind under Klipperue. Loftet bestaaer as en sammenhængende forvittret Trapmasse, der paa sin Under- stade endnu tydelig viser Spor af de forsvundne Soileskafter i Form af et regelmæssigt tavlede Brudflader, og Læggene dannes af en fortsat Række af Basaltsoiler, der indadtil aftage gradviis i Størrelse efter Perspektivets Love og idethele udmærke sig ved en saa regelmæssig sexkantet Form, at man ved forste Betragtning uvilkaarlig maa antage dem for dannede ved Kunst. Uagtet Havet gaaer lige ind til Buttden af Hulen og Dybden af Baudet selv i Ebbetiden intetsteds er uuder en Favn, tor Baade dog kun i meget stille Veir vove sig tud til det Inderste af Hulen; thi er Soen blot i nogen Bevægelse, er der altid Fare for, at Banden skal blive kastet mod Grottens Vægge og derved flanes i Stykker. I Stormvejr styrte Bolgerne med en bedøvende Tordenlarm ind i Hulen og opløses i lutter Skum ved at bryde sig mod Loftet og