Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
388
Kilder, Floder og Soer.
sorskjellige Have, den ene i Nordsoen den anden i Middelhavet.
Missouris og Columbias Kilder udspringe ligeledes ueppe en
Fjerdingvej fra hinanden i Klippebjergene, og dog ligge deres
Mundinger hver ved sit Hav, den mexikanske Havbugt og det stille
Hav, i en Afstand af omtrent l OOO Mile i lige Linie fra hinanden.
Det Samme gjælder tildeels om Floderne Niemen og Dniepr,
der hver for sig følge sin Retning og udmunde i sorskjellige
Have, uagtet begges Kilder saagodtsom tage deres Udspring fra de
samme moradsige Strækninger i det Indre af Rusland. Vand-
skjellet mellem disse Floder er saaledes ikke, som det ellers sæd-
vanlig er Tilfældet, nogen Bjergkjæde men knn en lav og snmpet
Mosestrækning med Fald til sorskjellige Sider.
To store Flodgebeter, der tilsyneladende ere fuldstændig ad-
skilte, nærme sig i Virkeligheden undertiden hinanden ved Bifloder,
der udspringe fra eet og samme Højdedrag eller Bjergparti. Hvor
Kilderne ligge hinanden meget nær og Terrainforholdene ikke mod-
slette sig det, lader der sig ofte ved Kanalanlæg tilvejebringe direkte
Forbindelse imellem to sorskjellige Flodsystemer, der hvert have Aflod
til sit Hav. I Karpatherne have saaledes Donajec og Poprad, der
fulde i Weichselen, deres Kilder i en ringe Afstand fra Udspringet
af Gran, Hernath og Waag, der fore til Theiss, Donaus vigtigste
Biflod, og hvis det mellem disse Kilder paatæukte Anlæg af en
Kanal derfor virkelig engang kommer til Udførelse, vil der altsaa
derved være tilveiebragt en direkte Bandforlundelse mellem det sorte
Hav og Østersøen.
Beboerne af Mongoliet betragte Banvskjelleue mellem Floderne
som hellige Steder og betegne dem ved store med Faner smykkede
Steendynger, foran hvilke de Forbidragende standse for at forrette
deres Andagt. Tunguserne forsømme aldrig, naar de paa deres
Vandring komme forbi et saadant Monument at plante Cedergrene
paa det, for at „de hellige Bjergtoppe" ikke skulde sænke sig og
blive lavere.
Flodernes Lob deles naturligt i tre Afsnit, der hvert for sig
frembyde temmelig udprægede Ejendommeligheder og betegnes med
Navnene det overste, mellemste og nederste Lob. I sit overste
Parti, der ligger i Højbjergene, styrter Floden sig hurtig nedefter