Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
388 Kilder, Floder og Soer. sorskjellige Have, den ene i Nordsoen den anden i Middelhavet. Missouris og Columbias Kilder udspringe ligeledes ueppe en Fjerdingvej fra hinanden i Klippebjergene, og dog ligge deres Mundinger hver ved sit Hav, den mexikanske Havbugt og det stille Hav, i en Afstand af omtrent l OOO Mile i lige Linie fra hinanden. Det Samme gjælder tildeels om Floderne Niemen og Dniepr, der hver for sig følge sin Retning og udmunde i sorskjellige Have, uagtet begges Kilder saagodtsom tage deres Udspring fra de samme moradsige Strækninger i det Indre af Rusland. Vand- skjellet mellem disse Floder er saaledes ikke, som det ellers sæd- vanlig er Tilfældet, nogen Bjergkjæde men knn en lav og snmpet Mosestrækning med Fald til sorskjellige Sider. To store Flodgebeter, der tilsyneladende ere fuldstændig ad- skilte, nærme sig i Virkeligheden undertiden hinanden ved Bifloder, der udspringe fra eet og samme Højdedrag eller Bjergparti. Hvor Kilderne ligge hinanden meget nær og Terrainforholdene ikke mod- slette sig det, lader der sig ofte ved Kanalanlæg tilvejebringe direkte Forbindelse imellem to sorskjellige Flodsystemer, der hvert have Aflod til sit Hav. I Karpatherne have saaledes Donajec og Poprad, der fulde i Weichselen, deres Kilder i en ringe Afstand fra Udspringet af Gran, Hernath og Waag, der fore til Theiss, Donaus vigtigste Biflod, og hvis det mellem disse Kilder paatæukte Anlæg af en Kanal derfor virkelig engang kommer til Udførelse, vil der altsaa derved være tilveiebragt en direkte Bandforlundelse mellem det sorte Hav og Østersøen. Beboerne af Mongoliet betragte Banvskjelleue mellem Floderne som hellige Steder og betegne dem ved store med Faner smykkede Steendynger, foran hvilke de Forbidragende standse for at forrette deres Andagt. Tunguserne forsømme aldrig, naar de paa deres Vandring komme forbi et saadant Monument at plante Cedergrene paa det, for at „de hellige Bjergtoppe" ikke skulde sænke sig og blive lavere. Flodernes Lob deles naturligt i tre Afsnit, der hvert for sig frembyde temmelig udprægede Ejendommeligheder og betegnes med Navnene det overste, mellemste og nederste Lob. I sit overste Parti, der ligger i Højbjergene, styrter Floden sig hurtig nedefter