Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Kilder, Floder og Soer. 389 i et skarpt begrændset og snevert Leie, hvis Sider gjerne tillige ere Dalsider, ofte paa den nøgne Klippebund og med hyppige Fald. I det mellemste Lob er Strømningen roligere, Dalen udvider sig, og dens jævntflraanende Vægge ligge fjernere fra Floden, der nu paa Siderne begrændses af tydeligt fremtrædende Bredder. Skjondt Hvirvler undertiden forekomme, er Floden dog i Reglen allerede stilbar i dette Parti. Det nederste Lob gaaer gjennem Sletten, Faldet er derfor yderst ringe og Lobet meget roligt. Bredderne træde ikke længere saa skarpt og tydeligt frem, og Floden forandrer hyppigt sit Lob gjennem de blode Masser, den tildeels selv har afsat, eller den forgrener sig og danner et Delta. Det er imidlertid langtfra stedse muligt ved enhver Flod at udpege tre saadanne for- stjelligt udprægede Partier i dens Lob; thi i nogle af Bjerge stærkt opfyldte Lande som Skandinavien, Skotland og Pyrenæeregnene bevare Floderne ikke sjelden Charakteren af hurtigt nedadstrommende Hoifjeldselve lige til deres Udlob i Havet, medens de i andre Egne, hvor de have deres Udgangspunkt fra Moradser eller mindre hoit- liggende Egne, frembyde en forholdsviis rolig Stromniug uden pludselige eller stærke Fald nogetsteds i deres Lob og derfor ere seilbare næsten lige til deres Udspring. En pludselig Formindskelse i en Flods Høide over Havet be- virker et Fald af Floden, der kaldes Cascade, Fos eller Vand- fald, uaar Hmdeforfljellen er betydelig og indtræder pludselig, og Strømhvirvel eller Rapide, uaar Sænkningen ikke er saa plndselig og brat men mere skraanende. De egentlige Fald tilhore Flodernes overste Lob, medens Strømhvirvlerne hyppigst forekomme i det mellemste eller paa Overgangen fra det mellemste til det ne- derste Lod. Det er umuligt at tæuke sig et mere pragtfuldt Skue end eu Flod eller Elv, uaar den med en bedøvende Tordenlarm styrter sig ned fra en højtliggende Klippeafsats og i Faldet oplofts til et Tæppe af Skum eller en Sky af Vandstov, der glimrer som Perler i Sollyset eller gjenspeiler dette som livligtfarvcde Regubner. De hoieste Fald ere imidlertid ingenlunde de meest impouerende, da det er Vandmassen, der i denne Henseende er det Afgjorende. Niagara og Trollhætten, der forholdsviis ikke have noget betydeligt