Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

390 Kilder, Floder og Soer. Fald, overgaae derfor i Indtrykkets Storhed betydeligt Stanbbach og Njukanfossen, der begge styrte sig ned fra en Hende af om- trent tusinde Fod. Blandt de forskjellige Vandfald i Europa ere de i Pyrenæerne beliggende Gavarniefald nogle af de mærkeligste saavel paa Grund af deres anseelige Hoide som formedelst de vilde og maleriske Natur- forhold, der omgive dem. Naar man fra Lavlandet stiger opad langs Gavefloden, kommer man esterhaanden gjennem en Række af snevre Kloster og indknebne Dale til Toppen af Pimaus, der adskiller Estaubodalen fra Gavarniedalen. Betragtningen af de dybe og smalle Fjelddale viser tydeligt, at de engang have dannet smaa Soer, fra hvilke det overflødige Vand sandsynligviis i sin Tid har styrtet sig ned som frygtelige Cascader, forinden det lykkedes det at at udfljære det dybe Flodleie, gjennem hvilker den rivende Elv nu for Tiden strømmer nedefter. Den ene Ende af Gavarniedalen danner en halvkredsformig Udludning, den saakaldte Gavarnies Circus, der er omgivet af lodrette, mere end 1200 Fod hoie Klippe- vægge med takkede Rande. Længere tilbage hæver der sig endnu hoiere Bjergtoppe, der udmærke sig ved deres vilde og dristige Former og hele Aaret igjennem ere bedækkede med skinnende hvide Sneemasser. Fra Randen af de steile Fjeldvægge, der lukke Gavarniedalen, styrter der sig ti til tolv forskjellige Cascader næsten lodret ned og med en efter Aarstiden og de ophobede Sneemasser vexlende Vandmasse. Det er især om Foraaret, naar de varme sydlige Vinde bringe Sneen til at smelte rask, at Gavarniefaldene svulme op til et betydeligt Omfang og vise sig i deres hele majestætiske Pragt. Vandet i de største Fald styrter da ned som en uafbrudt og sammenhængende Masse og med en saa uhyre Voldsomhed, at Klipperne næsten synes at ryste i deres Grundvold. Om Som- meren svinde Vandfaldene derimod esterhaanden ind til mindre omfangsrige Straaler, der baade ved Luftens Modstand og tillige ved fremspringende Klippekanter, imod hvilke de stode an under Faldet, forvandles til en tyk Sky af blændende hvidt Vandstov, der i Sollyset tager sig ud som et over Fjeldvæggen udbredt Slor af det fineste hvide Musselin. I Bunden af Gavarnies Circus samler Vandet fra de forskjellige Fald sig til en Elv, der danner Be-