Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Emne: Efter den franske Originals tredie Oplag

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Kilder, Floder og Soer. 401 derfor paa mange Steder seet sig nødsaget til at anlægge hoie Jorddiger langs deres Sider til Beskyttelse for de nærmestliggende Egne. De talrige Forgreninger, i hvilke mange af de store Floder dele sig ved deres Udlob, vise tilstrækkeligt, hvor mægtig en Kraft Vand- massen i de leilighedsviis opsvulmende Floder maa være i Besid- delse af, idet de oprindeligt netop ere blevne til derved, at Vandet engang under en pludselig Stigning er brudt ud over Flodbredderne og ved at bortstylle de blode Jordmasser har skjaaret sig selv en Afløbskanal til Havet, som Strømmen derpaa senere har udvidet og givet Charakteren af en ny Flodarm. Flodernes Stigning eller Opsvulming finder især Sted paa de Tider af Aaret, da Sneen og Isen i de Bjergegne, hvor deres Kilder udspringe, toer op, eller da heftige Regnskyl ere hyppige. I nogle Floder ere enkelte forbigaaende Regnbyger alene tilstrækkelige til at frembringe en pludselig Forhoielse af Vandstanden. Arv- floden svulmer til Ex. undertiden af denne Grund saa voldsomt op, at dens Vand ikke hurtigt nok kan skaffe sig Afløb gjennem Rhonen, men baade oversvømmer Arvdalen i Nærheden af den sidstnævnte Flod og tillige for en Tid bevirker en tilbagegaaende Strömning i Hovedfloden, saa at Hjulene paa de af Nhonen drevne Vandmoller endog komme til at dreie sig i en deres sædvanlige Bevægelse modsat Retning, I enkelte Floder kan man selv ved mindre betydelige Stigninger as Vandstanden af Vandets Farve slutte sig til, i hvilke af dens Bifloders Kildegebeter Regnen er falden. Vandet i Seinen og Marnen, der forene sig ved Charenton en Miil fra Paris, besidder en forfkjellig Farve, som man endnu kan kjende ved Spidsen af Citooen tæt ved Pont-Neuf. Naar det har regnet stærkt i Bourgogne men ikke i Champagne, danner Seinens gullige Vand en tydelig begrændset Strom ved Siden af Marnens mere i det Blaalige skinnende Vand. Seinens og Loireflodeus Foraarsstigning udgjor i deres mel- lemste Lob omtrent 18 til 20 Fod, hvorimod Rhinen kun sjelden svulmer i en saa betydelig Grad. Rhonen er ligeledes jævnlig Gjenstand for stærke Vandstandsstigninger baade fra de i Cote-d'Or og Juradalen faldende Regnskyl, hvis Vand tilføres den gjennem Savnen, og paa Grund af Schweizergletschernes hurtige Smeltning Jorvkloden ester Syndfloden. 26