Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Emne: Efter den franske Originals tredie Oplag

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
436 Havet. indeholde rodt Vand, og af Nilens to Hovedarme kaldes den ene den hvide Flod, den anden den blaa Flod, hver især efter Farven af sit Vand. I Floderne er det sædvanlig de i Vandet fordelte overordentlig fine Jord- og Leerpartikler, der betinge den for- fljellige Farve. Havets Phosphoresceren eller Lysen er et ligesaa ejendomme- ligt som pragtfuldt Skuespil. Naar et Skib ved Nattetide gjennem- skjærer Bolgerne, synes blaa eller rodlige Flammer ligesom tal- rige Smaalyn at skyde op fra Kjolen. Man troer umlkaarligt at see lysende Stjerner i tusindeviis funkle og glimre paa Vandets Overflade, idet de snart sprede sig med kortere eller længere Mellemrum, snart smelte sammen til et eneste glodende Ildhav. Skibet driver to Bolger as flydende Phosphor foran sig og efter- lader ligesom en lang skinnende Jldfure paa sin Vei gjennem Havet. I stormende Beir udgaaer der ikke blot et magist Lysskjær fra Bolgernes krummede Kam, men Skummet af de vældige Soer, der uafladelig hæve sig og atter styrte sammen, viser sig i Mørket som en pragtfuld Regn af skinnende Jldgnister. De lysende Punkter ere i en idelig Bevægelse og vække ved den forste Betragt- ning umlkaarligt Forestillingen om Jldsisk, der boltre sig i Vand- skorpen, forfølge hinanden, dukke under for ikke at gribes og atter komme frem for at fortsætte den samme muntre Leg. Phænomenet forekommer især hyppigt i de tropifle Have, som det indiske Ocean, men viser sig dog ogsaa undertiden i sin fulde Glands i de koldere Regioner og kan saaledes ofte iagttages i Nordsoen, ja selv i Dstersoen og dens Bugter. Under Vende- kredsene saae Humboldt Havet lyse stærkest henimod nærforestaaende Uveir eller ved en kvalm, dnnstfuld, med Skyer tæt bedækket Himmel. I de nordlige Farvande viser det mærkelige Skuespil sig navnlig paa smukke og stille Hostaftener, men forekommer dog ogsaa paa de andre Aarstider, ja selv naar det er koldest. Jovrigt kan Havet under tilsyneladende samme ydre Omstændigheder den ene Nat fnnkle stærkt, og den næste flet ikke, nden at man endnu veed Aarsagen til et saadant lunefuldt Forhold. Den omtalte Lysen af Havet hidrører fra en Mængde i Vandet levende lavere Dyrsormer, navnlig Bloddyr og Gopler,