Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Havet. 439 mængden i Sundet og Kattegattet, der jo kun kan betragtes som en Bugt af Havet, dog allerede voxer til 15 Promille og i Nordsoen udgjor 33 Promille. I det sorte Hav er Forholdet mellem 17 og 18 Promille, i det azowske Hav endog kun 11 Promille, og en lignende Formindskelse i den naturlige Saltholdighed stal ogsaa finde Sted i de andre storre Jndhave, over hvis Vand der er an- stillet nøjagtige Undersøgelser. Den eneste Undtagelse fra denne almindelige Regel er Middelhavet, hvis Vand endogsaa er noget saltere end Atlanterhavets, sandsynlig paa Grund af den stærke Fordampning, som det deels ved sin sydlige Beliggenhed, deels for- medelst den varmeudstraalende afrikanske Drkens Nærhed er underkastet. Forchhammer har ligeledes fnndet, at Havets Rigdom paa Salt i en følelig Grad aftager henimod Kysterne af selv smaa Der, hvilket han antager hidrører derfra, at de fleste skaldannende Havdyr fornemmelig opholde sig i de lave Vande ved Kysten, og disse Dyr tære, som vi senere flulle vise, uafladeligt paa Havets faste Bestanddele. Paa denne Maade kunne vi ogsaa lettest for- klare os Grunden til, at Kalken, der i en saa rigelig Mængde til- føres Havet gjennem Floderne, næsten ligesaa hurtig forsvinder, som den naaer dette store Reservoir for alt det fra Landjorden bortstrommende Vand. I Dstersoeu, der optager en Mængde store Floder, er Forholdet mellem Kalksaltene og Chlorforbiudelserne saa- ledes i Gjennemsnit som 3,59 til lOO; i Sundet og Kattegattet er det allerede formindflet til 3,29 og i Nordsoen er det kun 2,89. Med Hensyn til Saltmængdeu i Dybden og i Nærheden af Over- fladen skulde man a priori nærmest vente, at Vandet maatte være saltholdigere det forstnævute Sted end det sidstnævnte, meu det har tvertimod ved Forchhammers Undersøgelser viist sig, at Vandet i en storre Dybde snarere aftager noget i sin Saltstyrke. Andre som Kemp og Jackson ere derimod komne til et modsat Resultat, idet de have fundet, at det Baud, de heutede op fra Dybder yaa 5—600 Favne, var langt saltere end det, de tog fra Overfladen. At Bandet i mange Indsoer overgaaer Havvandet betydeligt i Saltholdigyed, have vi allerede omtalt i det foregaaende Kapitel. Det dode Hav, Urmiasoeu, den store Saltso i Nordamerika men især dog Eltonsoen i Rusland udmærke sig navnlig kjendeligt i