Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Havet.
439
mængden i Sundet og Kattegattet, der jo kun kan betragtes som en
Bugt af Havet, dog allerede voxer til 15 Promille og i Nordsoen
udgjor 33 Promille. I det sorte Hav er Forholdet mellem 17
og 18 Promille, i det azowske Hav endog kun 11 Promille, og en
lignende Formindskelse i den naturlige Saltholdighed stal ogsaa
finde Sted i de andre storre Jndhave, over hvis Vand der er an-
stillet nøjagtige Undersøgelser. Den eneste Undtagelse fra denne
almindelige Regel er Middelhavet, hvis Vand endogsaa er noget
saltere end Atlanterhavets, sandsynlig paa Grund af den stærke
Fordampning, som det deels ved sin sydlige Beliggenhed, deels for-
medelst den varmeudstraalende afrikanske Drkens Nærhed er underkastet.
Forchhammer har ligeledes fnndet, at Havets Rigdom paa
Salt i en følelig Grad aftager henimod Kysterne af selv smaa
Der, hvilket han antager hidrører derfra, at de fleste skaldannende
Havdyr fornemmelig opholde sig i de lave Vande ved Kysten, og
disse Dyr tære, som vi senere flulle vise, uafladeligt paa Havets
faste Bestanddele. Paa denne Maade kunne vi ogsaa lettest for-
klare os Grunden til, at Kalken, der i en saa rigelig Mængde til-
føres Havet gjennem Floderne, næsten ligesaa hurtig forsvinder,
som den naaer dette store Reservoir for alt det fra Landjorden
bortstrommende Vand. I Dstersoeu, der optager en Mængde store
Floder, er Forholdet mellem Kalksaltene og Chlorforbiudelserne saa-
ledes i Gjennemsnit som 3,59 til lOO; i Sundet og Kattegattet
er det allerede formindflet til 3,29 og i Nordsoen er det kun 2,89.
Med Hensyn til Saltmængdeu i Dybden og i Nærheden af Over-
fladen skulde man a priori nærmest vente, at Vandet maatte være
saltholdigere det forstnævute Sted end det sidstnævnte, meu det har
tvertimod ved Forchhammers Undersøgelser viist sig, at Vandet i
en storre Dybde snarere aftager noget i sin Saltstyrke. Andre
som Kemp og Jackson ere derimod komne til et modsat Resultat,
idet de have fundet, at det Baud, de heutede op fra Dybder yaa
5—600 Favne, var langt saltere end det, de tog fra Overfladen.
At Bandet i mange Indsoer overgaaer Havvandet betydeligt i
Saltholdigyed, have vi allerede omtalt i det foregaaende Kapitel.
Det dode Hav, Urmiasoeu, den store Saltso i Nordamerika men
især dog Eltonsoen i Rusland udmærke sig navnlig kjendeligt i