Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Havet. 443 Tilstedeværelsen af gamle undersøiske Vulkankratere, paa hvis Rande Koraldyrene opforte deres uforgjængelige Bygninger, og forklarede paa denne Maade Havbundens bratte Sænkning strax udenfor Revenes ydre Rand. En notere Undersøgelse viser imidlertid klart det Uholdbare i denne Theori; thi paa intet andet Sted i Verden finder man Kratere af en saadan Størrelse som for Ex. flere af Mollerne i Radack Archipelet, af hvilke en er mere end ti Mile lang og fire Mile bred. Det vilde ogsaa være mærkeligt, om de talrige Vulkaner, paa hvis Rande Ringrevene skulde have danuet sig, alle havde nærmet sig Overfladen i den samme riuge Dybde -s hvilken de forskjellige Koraldyr kunne leve og trives, da man dog intetsteds paa det faste Land finder vulkanske Bjergstrog af en saa uhyre Udstrækning, hvis enkelte Kratere alle besidde en saadan næsten ligestor Høide. Efter Darwin forklares Dannelsen af Vold- og Ringreveue naturligst ved en langsomt foregaaet Sankning af Havbunden paa den hele uhyre Strækning af det store Tcean, der er besaaet med talrige Grupper af lave Koraloer. Den beromte Naturforsker stotter sin Theori ved at henvise til de periodiske Foraudriuger i Havbuudeus Niveau, der oftere ere constaterede og paa nogle Steder vise sig som Hævuiuger, men paa andre som Sænkninger. Man maa altsaa forst tænke sig et hoit, af Koralrev omgivet Dlaud, hvis Grundvold begynder langsomt at synke og vedbliver dermed i en umaadelig Række af Aarhundreder. Medens Aen saaledes sænker sig og derved drager sit Kystrev med sig, arbeide Koraldyrene imidlertid utrætteligt imod denne Proces, idet de nemlig ufladeligt bygge opad, saa at Revet bestandig holder sig ved Havets Overflade. Men de paa Havsiden af Revet vovende Koraldyr sinde der bedre Næring og heldigere Betingelser for deres Udvikling idethele end de, drr sidde paa den imod Land vendende Side, de formere sig derfor stærkere, medens disse sidste vantrives, og paa denne Maade daniler der sig da med Tiden mellem Den og Revet en bred Kanal, i hvilken Vandet som ovenfor beskrevet ofte viser sig saa dybt, at store Skibe mageligt kunne kaste Anker der som i en velindrettet Havn. Paa dette Stadium er Kystrevet altsaa bleven forvandlet til