1.
Jordens Form. — Beviserne for, at den er rund. — Forsøg paa at maale
dens Størrelse. — Aristoteles. — Posidonius. — Eratosthenes. — Kalifen
Al-Mamun. — Lægen Fernel anstiller den forske Gradmaaling. — Snellius.
— Længde- og Bredegrader. — Den trigonometriste Maalemethode. — Pieards
Gradmaaling. — Newtons Beviis far Jordklodens Fladtrykning ved Polerne.
— Det franske Akademis Maalinger i Lapland og Peru. — Delambre og
Möchain. — Biot og Arago. — Metersystemet. — Bestemmelsen af et Steds
Længde ved Klokkesletsobservation.
Veet fra Solen eller fra en af Fixstjernerne vil Jordkloden
utvivlsomt blot tage sig ud som et paa Himlen funklende og glim-
rende Punkt eller med andre Ord som en ganske almindelig Stjerne.
For en Maanebeboer vil den vise sig som en lysende Skive, der
er fjorten Gange storre eud Maanen og altid indtager deu samme
Plads paa Himlen, medens derimod Solen og Stjeruerne ville
sees at bevæge sig langsomt i Buer eller Kredse hen over deuue.
Betragtet fra Maanen vil den idethele nærmest fremtræde paa deu
morke Nattehimmel som en oplyst kredsrund Skive af uhyre Stør-
relse, hvis daglige Omdreiuinger antyde Døgnets fireogtyve Timer,
medeus deus forskjellige Phaser betegne Maanederne for de paa
Maanen levende Væsener.
Bestemmelsen af Jordklodens virkelige Skikkelse og Form er
en Opgave, der ligefra de ældste Tider har kostet Videnskabs-
mandene meget Arbeide og store Anstrængelser. Stiger man op
paa et højtliggende Sted som for Exempel en Hot eller et Bjerg,