Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Havet.
467
Fremragninger paa Oceanets Overflade, de saakaldte Maane-
bolger. De to Punkter af Jordoverfladen, der træffes af en paa
Linien fra Maanen til lodretstaaende Linie, der gaaer gjennem
Jordens Midtpunkt, ere derimod begge i samme Afstand fra Maanen
som dette, de tiltrækkes altsaa med lige stor Kraft af Maanen, og
Gjenstandene paa Jorden ville her beholde deres fnlde Tyngde
usvækket. Findes der Hav paa disse Steder, vil der altsaa være
Ebbe der, medens der derimod ved 2 og /V, henimod hvilke to
Punkter Vandet efterhaanden stiger, vil være Flod.
Da Maanen imidlertid ikke staaer stille men bevæger sig fra
Dst mos Best, knune Maauebolgerne følgelig heller ikke blive
staaende paa det samme Sted men maa flytte sig fra Meridian til
Meridian i vestlig Retning. Den hele Tid, som Maanen bruger
til sit daglige Lob omkring Jorden, er 24 Timer 50 Minuter,
altsaa 50 Minuter mere end Solen, og i Forløbet af denne Tid
vil Havets Vand altsaa paa et hvilketsomhelst Sted af Jorden stige
to Gauge og falde to Gange, eller med andre Ord der vil i et
Maanedogu paa ethvert Sted af Jorden være to Gauge Flod og
to Gange Ebbe. Da Virkningen af Maanens Tiltrækning imid-
lertid ikke kan vise sig øjeblikkeligt, følge Maanebolgerne ogsaa et
Stykke bagefter, og Bandet vil saaledes forst nogen Tid, efterat
Maanen allerede har passeret Stedets Meridian, naae sit Maximum
af Stigning.
Solen ndover en lignende Virkning paa Havet som Maanen
men i en langt ringere Grad, hvilket alene beroer paa Solens
langt ringere relative Afstand fra de ligeoverfor hinanden liggende
Steder paa Jorden. Da Solens Afstaud fra Jordeus Midtpunkt
nemlig omtreut er 24,000 Jordradier men Maanens som ovenfor
nævilt kun 60, tiltrækker Solen selvfølgelig ogsaa det Punkt af
Jorden, som er vendt mod den, med stærkere Kraft end
dens Midtpunkt, medens Maanen tiltrækker det med stærkere
Kraft. De to af Solen hævede Bolger, Solbolgerue, ville
ligesom Maanebolgerne gaae Jorde« rundt i vestlig Retning og
folge et Stykke bagefter den Meridian, i hvilken Solen i et givet
Meblik befinder sig; men da Solen gaaer Jorden rnndt i et Døgn,
medens Maanen som anfort behøver 50 Minuter mere til det
30*