Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Havet. 467 Fremragninger paa Oceanets Overflade, de saakaldte Maane- bolger. De to Punkter af Jordoverfladen, der træffes af en paa Linien fra Maanen til lodretstaaende Linie, der gaaer gjennem Jordens Midtpunkt, ere derimod begge i samme Afstand fra Maanen som dette, de tiltrækkes altsaa med lige stor Kraft af Maanen, og Gjenstandene paa Jorden ville her beholde deres fnlde Tyngde usvækket. Findes der Hav paa disse Steder, vil der altsaa være Ebbe der, medens der derimod ved 2 og /V, henimod hvilke to Punkter Vandet efterhaanden stiger, vil være Flod. Da Maanen imidlertid ikke staaer stille men bevæger sig fra Dst mos Best, knune Maauebolgerne følgelig heller ikke blive staaende paa det samme Sted men maa flytte sig fra Meridian til Meridian i vestlig Retning. Den hele Tid, som Maanen bruger til sit daglige Lob omkring Jorden, er 24 Timer 50 Minuter, altsaa 50 Minuter mere end Solen, og i Forløbet af denne Tid vil Havets Vand altsaa paa et hvilketsomhelst Sted af Jorden stige to Gauge og falde to Gange, eller med andre Ord der vil i et Maanedogu paa ethvert Sted af Jorden være to Gauge Flod og to Gange Ebbe. Da Virkningen af Maanens Tiltrækning imid- lertid ikke kan vise sig øjeblikkeligt, følge Maanebolgerne ogsaa et Stykke bagefter, og Bandet vil saaledes forst nogen Tid, efterat Maanen allerede har passeret Stedets Meridian, naae sit Maximum af Stigning. Solen ndover en lignende Virkning paa Havet som Maanen men i en langt ringere Grad, hvilket alene beroer paa Solens langt ringere relative Afstand fra de ligeoverfor hinanden liggende Steder paa Jorden. Da Solens Afstaud fra Jordeus Midtpunkt nemlig omtreut er 24,000 Jordradier men Maanens som ovenfor nævilt kun 60, tiltrækker Solen selvfølgelig ogsaa det Punkt af Jorden, som er vendt mod den, med stærkere Kraft end dens Midtpunkt, medens Maanen tiltrækker det med stærkere Kraft. De to af Solen hævede Bolger, Solbolgerue, ville ligesom Maanebolgerne gaae Jorde« rundt i vestlig Retning og folge et Stykke bagefter den Meridian, i hvilken Solen i et givet Meblik befinder sig; men da Solen gaaer Jorden rnndt i et Døgn, medens Maanen som anfort behøver 50 Minuter mere til det 30*