Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Havel. 477 Biscoö opdagede 1831 Enderbyland og Grahamsland. 1839 ud- sendte Frankrig en Expedition under Dumont d'Urville og de for- enede Stater en under Charles Wilkes. Begge Expeditioner op- dagede en betydelig Kyststrækning af et stort Fastland, som navnlig Wilkes fnlgte i en betydelig Længde. 1841 fandt James Ross, en Brodersøn af den gamle John Ross, paa en Reise, hvis For- maal var at naae den magnetiske Sydpol, en hot og steil Kyst, som han fulgte indtil noget forbi den 78de Bredegrad og kaldte Victoria Land efter Englands Dronning. Landet var overalt bjergfuldt og sueedækket, og under den 77de Grad saae Ross- et Par mægtige Bulkaner, som han gav Navnene Erebus og Terror efter sine Skibe og af hvilke den forste var i fuld Virksomhed. Vi skulle seuere omtale enkelte af de hernævnte Foretagender noget nærmere, men foreløbig kun dvæle ved de eiendommelige Na- turforhold, som Havet frembyder i Egnene omkring begge Poler. Vandet befinder sig i disse Regioner den storste Deel af Aaret i fast Form eller stivnet Tilstand, og Havet er derfor altid i større eller mindre Udstrækning opfyldt med Jis, der snart viser sig som een eneste sammenhængende Masse, snart som uhyre løsrevne og med Strømmen drivende Brudstykker. Det er især disse sidste, der gjore Seiladsen i Polarhavene saa farlig, medens de store fast- liggeube Jismasser paa deres Side danne en naturlig Overgang mellem Nand og Land, saa at det ofte for Undersogeren er van- skeligt at drage en bestemt Grændse mellem, hvad der er Hav og hvad der er fast Land. Fig. 78 giver os en Forestilling om de phantastist formede Jismasser, der opfylde Polarhavet og fra dette drive bort imod Syd til Atlanterhavets nordligste Deel. Den bekjendte Hvalfanger Scoresby har givet en meget noi- agtig Beskrivelse over de forfljellige Former, under hvilke Isen viser sig i de arktiske Farvande. Ved I ismarker forstemer han de store sammenhængende Flader, som man ofte træffer i Polarhavene og som undertiden have en saa utrolig Udstrækning, at man i in- gensomhest Retning kan oine Ende paa dem. Man har seet Jis- marker as henimod 30 Miles Længde og 8—10 Miles Brede, der vare saa jævne, at en Slæde uden at mode den mindste Hin- dring kunde kjore mange Mile hen over dem. Tykkelsen af Jis-