Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Havet. 483 Undertiden fkraane de mere jævnt opad paa en af Siderne, saa at man let kan naae op paa deres Top, men helde til Gjengjæld forover med den modsatte Side. Efterhaanden som de blive ældre, udhuler Vandet store Fordybninger eller horizontale Furer i deres Fod, saa at man kan see, hvor dybt de til forskjellige Tider have stukket i Havet. Senere, naar Smeltningsprocessen er skreden videre frem, danner der sig derpaa Soiler, Naturbroer, takkede Fjeldspidser, drypsteenlignende Figurer, dybe Huller, der gaae heelt igjennem Isen, og en Mængde andre sælsomme Fremtoninger, der give disse svømmende Masser det meest maleriske og phantastifle Udseende, især naar de bestinnes af den i Horizonten lavtstaaende Sols purpurrode Lys. Jo længere Strømmen forer dem sydpaa, desto mere tærer naturligt baade Vandet og Luften paa deres Over- flade, og naar de endelig tilsidst paa Hoiden af Nyfoundland mode Golfstrommens varme Vande, gaae de gjerne fuldstændigt under, skjondt man ogsaa undertiden har seet enkelte, omend i en stærkt medtaget Tilstand, slaae sig igjennem og drive endnu sydligere. Prospektet Fig. 82 er en Afbildning af de anseelige Jisbjerge, som Deville i Juni 1857 paa sin Reise over Atlanterhavet traf ved Nyfoundlandsbankerne. Det er et sælsomt Skue, naar man midt ude i det aabne Hav moder en Flaade af disse mægtige Jiskolosser, der undertiden i et Antal af mange Hundrede, ja selv Tusinder fores sydpaa af de fra de arktiske Farvande udgaaende Strømninger. Deres maleriske Skjonhed fangster uvilkaarligt den Søfarendes Vie og lader ham beundre Naturens Skjonhed endog i Nordens sørgelige Arkener. De gronligblaa krystalklare Jisvægge glimre i Solens Belysning med de herligste Farver og meddele i Forbindelse med den højtide- lige Tanshed, der hersker paa Oceanets eensomme Flader, den hele Naturscene et ejendommeligt fortryllet Præg. „Men So- manden, der vover sig frem i disse saa ode og ugjæstmilde Egne, siger Geographen Malte Brun, maa fremfor alt medbringe et klippefast og uboieligt Mod; thi Storme ere langtfra den eneste Fare, han har at befrygte, uhyre Jismasser, der bevæge sig fremad ved Vind og Strom, true hvert Dieblik med at knuse haus skrøbe- lige Skid eller med at indespærre det mellem uigennemtrængelige 31»