Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
484
Havet.
Mure, som ingen Anstrængelse, ingen Klogt formaaer at aabne og
ved hvilke han for kortere eller længere Tid om ikke for evig ligesom
lukkes ude fra de Levendes Verden."
Naar Udkigsmanden fra Mærset signaliserer-Drimis fra Nord,
gjor Skibet derfor klogest i skyndsomst at sætte alle Seil til for
itide at bringe sig i Sikkerhed. Tover det nemlig for længe, vil det
neppe undgaae at blive indhentet, da Isen sædvanlig bevæger sig
afsted med en temmelig betydelig Hurtighed. Og skeer dette eller-
bliver Skibet paa een Gang indeklemt fra flere Sider, vil man
let kunne forstaae, hvilken Skjælme der' venter det, naar man
erindrer de svømmende Jismassers umaadelige Vægt, der i Al-
mindelighed udgjor mange Millioner Pund, og den dertil i For-
hold staaende Stodkraft. „Jeg har engang seet et Skib, fortæller
Scoresby, blive knuust i et Nu ved Sammenstødet af to uhyre
Jismasser. Det eneste, som blev tilbage, var Toppen af Stor-
masten, der ragede op over Isen som et Gravkors over det forulykkede
Farten. Et andet Skib, der havde den samme Skjæbne, løftede
sig under Isens frygtelige Tryk næsten lodret i Verret med For-
stavnen som en Hest, der steiler. To smukke og solide Tremastere
ere ligeledes engang i mit umiddelbare Paasyn blevne gjennem-
borede fra Side til Side af spidse Jisstykker paa mere end hun-
drede Fod i Længde." En Mængde Skibe gaae paa denne Maade
hvert Aar under i Polarhavene, og i den berygtede Melvillebugt
ved den nordvestlige Kyst af Grønland skal der alene være ødelagt
flere end tohundrede Hvalfangerfartoier af Isen.
Undertiden ligge Jisbjergene fuldkommen stille og ubevægelige
og benyttes da ofte af Skibene som Ankerplads eller Nodhavn
under Storm og Modvind etter naar de for Hvalfangstens Skyld
onske at indtage en fast Station, hvor de udsendte Baade igjen
kunne finde dem. Det er imidlertid en hoist farlig Sag at fortene
et Skib ved Foden af et Jisbjerg af betydeligere Hende, da et
saadant let ved det mindste Stod kan tabe sin Ligevægt og styrte
ned med en knusende Vægt paa det ulykkelige Fartoi, der har sogt
Ly og Beskyttelse under dets hoie Mure. Naar Isen er begyndt
at toe paa sin ydre Flade, bliver den ogsaa altid mere sprod og
skjsr. En Matros, der engang sknlde anbringe et Anker paa et