Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Emne: Efter den franske Originals tredie Oplag

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
484 Havet. Mure, som ingen Anstrængelse, ingen Klogt formaaer at aabne og ved hvilke han for kortere eller længere Tid om ikke for evig ligesom lukkes ude fra de Levendes Verden." Naar Udkigsmanden fra Mærset signaliserer-Drimis fra Nord, gjor Skibet derfor klogest i skyndsomst at sætte alle Seil til for itide at bringe sig i Sikkerhed. Tover det nemlig for længe, vil det neppe undgaae at blive indhentet, da Isen sædvanlig bevæger sig afsted med en temmelig betydelig Hurtighed. Og skeer dette eller- bliver Skibet paa een Gang indeklemt fra flere Sider, vil man let kunne forstaae, hvilken Skjælme der' venter det, naar man erindrer de svømmende Jismassers umaadelige Vægt, der i Al- mindelighed udgjor mange Millioner Pund, og den dertil i For- hold staaende Stodkraft. „Jeg har engang seet et Skib, fortæller Scoresby, blive knuust i et Nu ved Sammenstødet af to uhyre Jismasser. Det eneste, som blev tilbage, var Toppen af Stor- masten, der ragede op over Isen som et Gravkors over det forulykkede Farten. Et andet Skib, der havde den samme Skjæbne, løftede sig under Isens frygtelige Tryk næsten lodret i Verret med For- stavnen som en Hest, der steiler. To smukke og solide Tremastere ere ligeledes engang i mit umiddelbare Paasyn blevne gjennem- borede fra Side til Side af spidse Jisstykker paa mere end hun- drede Fod i Længde." En Mængde Skibe gaae paa denne Maade hvert Aar under i Polarhavene, og i den berygtede Melvillebugt ved den nordvestlige Kyst af Grønland skal der alene være ødelagt flere end tohundrede Hvalfangerfartoier af Isen. Undertiden ligge Jisbjergene fuldkommen stille og ubevægelige og benyttes da ofte af Skibene som Ankerplads eller Nodhavn under Storm og Modvind etter naar de for Hvalfangstens Skyld onske at indtage en fast Station, hvor de udsendte Baade igjen kunne finde dem. Det er imidlertid en hoist farlig Sag at fortene et Skib ved Foden af et Jisbjerg af betydeligere Hende, da et saadant let ved det mindste Stod kan tabe sin Ligevægt og styrte ned med en knusende Vægt paa det ulykkelige Fartoi, der har sogt Ly og Beskyttelse under dets hoie Mure. Naar Isen er begyndt at toe paa sin ydre Flade, bliver den ogsaa altid mere sprod og skjsr. En Matros, der engang sknlde anbringe et Anker paa et