Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Emne: Efter den franske Originals tredie Oplag

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Havet. 485 saadant smeltende Jisbjerg og i den Anledning med en Dxe vilde hugge et Hul i Isen, blev saaledes dræbt, idet Bjerget pludselig revnede fra Toppen til Foden, og de nedstyrtende Jisstykker knuste baade ham og hans Baad, der begge sporlost forsvandt i Dybet. Paa Prinds Napoleons Reise til Island og Norge i 1856 mo- rede man sig ofte med at sprænge de svømmende Jisbjerge, som Skibet modte, ved at beskyde dem med Kanoner. Vindene i Polarhavene udmærke sig navnlig ved deres Om- skistelighed, idet de sjelden med nogen længere Varighed vedblive at blæse i een og samme Retning og jævnlig vexle med fuldkom- ment Vindstille. Man har oftere lagt Mærke til, at Vinden taber meget i Styrke og Voldsomhed ved at stryge hen over en Jismark af betydelig Udstrækning, ja at den undertiden endog ligesom for- andrer sin Retning ved at mode større Jismasser. De varme, med Vanddampe svangrede Søndenvinde afkjoles naturligt ved Be- røringen med Polarhavenes Jisflader og medfore sædvanlig ved Fugtighedens Fortætning af Knlden meer eller mindre betydelige Sneefald. Skyer og Taage ere overhovedet sjeldne i det hoie Norden, da den lave Temperatur hurtig fortætter ethvert Spor af Fugtighed og slaaer Vanddampene ned i Form af Snee, og Polar- egnene udmærke sig derfor næsten altid ved en reen og klar Luft og en skysri Himmel. De Kvaler, som Sneestormene forvolde de Søfarende, naar de paa Grund af deres Skibes ødelæggelse eller andre Omstæn- digheder maae vandre tilfods over Isen eller befare den i Hunde- slæder, ere uæsten ubeskrivelige. Luften er tæt opfyldt af fine og spidse Sneekrystaller, der fyge den udmattede Vandrer lige i An- sigtet, trænge ind i Næse og Mund og blænde hans Syn, medens Huden, overalt hvor den er blottet, svulmer, bliver blaa og foleslos og tilsidst angribes af en odelæggende Koldbrand. Kulden er til- med saa frygtelig i disse til Polerne grcrudsende Jisregiouer, at Thermometeret undertiden endog synker 50 Grader under Fryse- punktet og kun i den korte Sommertid nogle enkelte Dage naaer en halv Snees Grader op over dette Punkt. Det hvide Skjær af Sneen og Isen, der under de hoie Bredegrader bedækker alt, baade Land og Vand, angriber let Synssandsen, og de Søfarende, som færdes