Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
486
Havet.
i Polaregnene, maae derfor beflytte Vinene ved at bære blaa Briller-
eller Staaltraadsstel, der ere overtrukne med farvet Flor. Den stærke
Lysrefraktion, der finder Sted i disse Sneeorkener, bevirker tillige
ofte, at den Reisende seer Gjenstandene i det Fjerne langt større end
de i Virkeligheden ere. En Ræv voxer saaledes i nogen Afstand
til et Dyr as en Bjørns Omfang, lave Sneehoie tage sig aldeles
skuffende ud som hoie Bjerge o. s. v. Undertiden troer man i
Horizonten at sine Land, man fremskynder med nyt Haab sin Gang
men det længselsfuldt imødesete Maal rykker ikke nærmere, det
vedbliver bestandig at ligge i den samme Afstand, thi det er kun
en Luftfortoning, som bedrager Met og mangler enhver Virkelighed.
Hvad der dog meest udmærker Polaregnene fra Jordklodens
øvrige Lande, er imidlertid fortrinsviis deres lange Dage om Som-
meren og deres lange Nætter om Vinteren. Polarkredsene betegne
som bekjendt Grændsen for det Parti af Jorden, hvor Solen i en
vis Tid af Aaret ikke gaaer ned Under Horizonten og paa den
modsatte Aarstid ikke hæver sig over den. Ethvert Punkt indenfor
Polarkredsene vil derfor hvert Aar i et vist Antal Dage, der til-
tager i samme Forhold som det, ligger nærmere ved selve Polen,
have vedvarende Dag med Solen bestandig over Synskredsen og i
ligesaa mange Dage vedvarende Morke og Nat, idet Solen da be-
standig vedbliver at holde sig under Horizonten.
„Naar man for forste Gang, siger Capitain Parry, besinder
sig indhyllet i den lange Polarnats tause Morke, overvældes man
uvilkaarligt af en instinktmæssig Angst og foler sig ligesom ude-
lukket fra de Levendes Verden. Disse ode og skumle Drkener
gjenkalde nærmest Mindet om den gaadefulde Aandeverden, som
Digteren Milton har stildret som en Overgang mellem Livets og
Dødens Rige. Selv Dyrene fole en vis Angst paa Grund af
den Dødsstilhed og det Morke, der rnger over hele Naturen", vr.
Kanes Nyfoundlandshunde blev endog gale og døde, da de i nogen
Tid havde levet i Polaregnenes vedvarende Nat.
Unddrager Solen ogsaa i flere Maaneder Polarregionerne sin
oplivende Indflydelse, saa udbreder til Gjengjæld et storartet Lys-
phænomen jævnligt sit pragtfulde Tryllestjær over deres lange
Nætter, som om Naturen vilde erstatte dem Savnet af Dagens