Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

486 Havet. i Polaregnene, maae derfor beflytte Vinene ved at bære blaa Briller- eller Staaltraadsstel, der ere overtrukne med farvet Flor. Den stærke Lysrefraktion, der finder Sted i disse Sneeorkener, bevirker tillige ofte, at den Reisende seer Gjenstandene i det Fjerne langt større end de i Virkeligheden ere. En Ræv voxer saaledes i nogen Afstand til et Dyr as en Bjørns Omfang, lave Sneehoie tage sig aldeles skuffende ud som hoie Bjerge o. s. v. Undertiden troer man i Horizonten at sine Land, man fremskynder med nyt Haab sin Gang men det længselsfuldt imødesete Maal rykker ikke nærmere, det vedbliver bestandig at ligge i den samme Afstand, thi det er kun en Luftfortoning, som bedrager Met og mangler enhver Virkelighed. Hvad der dog meest udmærker Polaregnene fra Jordklodens øvrige Lande, er imidlertid fortrinsviis deres lange Dage om Som- meren og deres lange Nætter om Vinteren. Polarkredsene betegne som bekjendt Grændsen for det Parti af Jorden, hvor Solen i en vis Tid af Aaret ikke gaaer ned Under Horizonten og paa den modsatte Aarstid ikke hæver sig over den. Ethvert Punkt indenfor Polarkredsene vil derfor hvert Aar i et vist Antal Dage, der til- tager i samme Forhold som det, ligger nærmere ved selve Polen, have vedvarende Dag med Solen bestandig over Synskredsen og i ligesaa mange Dage vedvarende Morke og Nat, idet Solen da be- standig vedbliver at holde sig under Horizonten. „Naar man for forste Gang, siger Capitain Parry, besinder sig indhyllet i den lange Polarnats tause Morke, overvældes man uvilkaarligt af en instinktmæssig Angst og foler sig ligesom ude- lukket fra de Levendes Verden. Disse ode og skumle Drkener gjenkalde nærmest Mindet om den gaadefulde Aandeverden, som Digteren Milton har stildret som en Overgang mellem Livets og Dødens Rige. Selv Dyrene fole en vis Angst paa Grund af den Dødsstilhed og det Morke, der rnger over hele Naturen", vr. Kanes Nyfoundlandshunde blev endog gale og døde, da de i nogen Tid havde levet i Polaregnenes vedvarende Nat. Unddrager Solen ogsaa i flere Maaneder Polarregionerne sin oplivende Indflydelse, saa udbreder til Gjengjæld et storartet Lys- phænomen jævnligt sit pragtfulde Tryllestjær over deres lange Nætter, som om Naturen vilde erstatte dem Savnet af Dagens