Arbejderklassens Liv og dens Kamp
Udvalgte Artikler

91 indrette sig under de ideale Samfundsformer — og der- med vil det Højdemaal for menneskeligt Velvære og menneskelig Kultur være naaet, som ingensinde kan overskrides. Men idet Anarkisten saaledes arbejder med den al- mindelige, den abstrakte Menneskenatur som Grundlag for sin Theori, og idet han søger at udfinde et Sam- iundssystem, der, ikke under visse givne historiske Forhold, men i Tid og Evighed vil svare bedst til alle Menneskers medførte, naturlige Trang, saa bliver han Offer for et Selvbedrag. Den Menneskenatur, han op- liøjer til den almindelige og uforgængelige, er hverken almindelig eller uforgængelig; den er ikke andet end det særegne Naturel, de sociale Vilkaar har avlet hos den Klasse, han selv repræsenterer, hos Smaaborgerskabet — det Smaaborgerskab, som forarmes og underkues i Konkurrencen med den store Kapital, og som med Ve- mod tænker tilbage paa den Selvstændighed og Frihed, det nød i gamle Dage. Naar Anarkisten tror at tale alle Menneskers fælles Sag, saa er det i Virkeligheden kun Smaaborgerens Klasseinstinkt, han gør sig til I alsmand for; naar han tror at varsle et fremtidigt Samfund, der skal hæve sig af det nuværende Sam- funds Ruiner, saa er det i Virkeligheden kun det gamle Lavssamfund, han skildrer i forherliget, i forklaret Skikkelse; naar han tror sig mest revolutionær, saa er han i Virkeligheden inderst inde dybt reaktionær. Det Smaaborgerskab, indenfor hvilket de anarki- stiske Idéer har taget deres Udspring, staar midt imel- lem Bourgeoisiet og Proletariatet, og det bærer i sin Karakter Præget af denne Mellemstilling. Karl Marx har i sin Bog om Revolutionen og Modrevolutionen i