Lærebog I Styrmandskunster 1
Eller Styrmandskunsten Practisk Og Theoretisk Forklaret, Tilligemed De Dertil Fornödne Tabeller

112 Punkter og Cirkler paa Himmelkuglen. 53. Det er forhen omtalt (§. 18), at Jorden bevæger sig om sin Axe fra Vester til Oster; Endepunkterne af denne Axe kaldes Poler. Tænker man sig Axen forlænget ud i Himmelrummet, saa erholdes den Axe, hvorom alle Him- mellegemer synes at fuldfore deres daglige Bevægelse, og forestiller man sig, som i §. 4 er angivet, at Himmelrummet danner en huul Kugle, saa vil man ogsaa kunne tænke sig to hinanden modsatte Punkter, hvor den forlængede Jord-Axe vil mode denne Kugle, og disse Punkter kaldes Himlens Poler, af hvilke Nordpolen P (Fig. 118) findes tæt ved en Stjerne, kaldet Polar-Stjernen^ i Halen af Stjernebilledet den lille Björn; ved nöie at iagttage denne, vil man erfare, at den næsten slet ikke forandrer sin Plads, medens alle de andre Him- mellegemer beskrive större eller mindre Cirkler rundt om den[; fölgelig maa eet af Axens Endepunkter ligge i Nærheden af denne Stjerne. Den anden Pol p er Himlens Sydpol. 54. Naar Jordens Æquator-Plan tænkes udbredt til alle Sider, indtil den moder fornævnte Kugle, fremkommer en Cirkel, hvilken paa Fig. 118 er fore- stillet ved E °P Q de« kaldes Himlens Æquator eller Æquinoxialen, og adskiller den Deel af Himlen, som vi kalde den nordlige Halvkugle, fra den Deel, som vi kalde den sydlige Halvkugle. Uagtet det er uden for al Tvivl, at Himmellegemernes Afstande fra Jorden ere meget forskjellige, kan man dog under visse Omstændigheder betragte dem, som om de stode i lige Afstand fra dens Centrum; thi alle Observationer, med Hensyn paa Himmellegemernes Stilling og Bevægelser, indskrænke sig til Vinklers Maaling, reducerede til det, de vilde være, om de vare tagne fra Jordens Centrum. Maalene for disse ere Cirkel- Buer, hvis Centre falde i Vinkelens Top, altsaa falde de alle i Jordens Centrum, og da det er ligegyldigt, om disse Buer beskrives med en liden eller stor Ra- dius, kan de alle antages beskrevne med een og samme Radius, og under denne Forudsætning vil Jorden kunne antages at være i Centrum af den Kugle, som Himmelhvælvingen synes at danne om Jorden; heraf folger, at Himlens Æquator vil blive en Storcirkel. 55. Ecliptica (Ekliptiken, Zodiaken) eller Jordens Bane omkring Solen, vil af ovenanførte Grunde ligeledes under visse Omstændigheder kunne betragtes som en Storcirkel; den forestilles i foranforte Fig. 118 ved VS 9P s Planeternes Axer ere alle, mere eller mindre, inclinerede mod Planet gjen- nem deres Baner; saaledes er Inclinationen af Jordens Axe mod dens Bane nær- ligen 66° 32|', fölgelig vil Ecliptica gjöre en Vinkel af nærligen 23° 27|' med Jordens Æquator, og det er under denne Vinkel at den i Figuren er forestillet; denne kalder man Ekliptikens Skraahed. Axens Inclination mod Banen, altsaa Eclipticas Vinkel mod Æquator er un- derkastet en Forandring af omtrent aarlig eller omtrent 1' i 120 Aar, saa- ledes at Vinklen bestandig bliver mindre.