Lærebog I Organisk Kemi

139 syrerækken. Leddene i Fumarsyrerækken er Dicarbonsyrer og indeholder 2 At. Brint mindre end de tilsvarende Led i Oxalsyre- rækken. De vigtigste Led er C4, hvoraf kendes 2 isomere, Fumar- syre og Maleinsyre, og C5, hvoraf mærkes 3 isomere, Mes- aconsyre, Citraconsyre og Itaconsyre. De første to forholde sig til Ravsyre, de sidste tre til almindelig Pyrovin- syre ganske som Acrylsyre til Propionsyre. Fumarsyre, C4H404, findes naturligt i Fumaria- og Cory- dalisarter, i islandsk Mos og flere Svampe (f. Eks. Tuber ci- barium, Morchella esculenta). Den kan dannes ganske analogt med Acrylsyrerækken, nemlig 1) ved at berøve Monobromrav- syre Brombrinte; 2) ved at berøve Ravsyrens Oxysyre, Æble- syre, Vand. Den fremstilles ad begge Veje, enten ved gen- tagen Afdampning af Monobromravsyre med Vand1), eller ved længere Ophedning af Æblesyre til 150°. Maleinsyre er ikke funden i Naturen, men faas af Fumar- syre ved Destillation med Phosphorsyreanhydrid. Destillatet bestaar. af Maleinsyreanhydrid (Smp. 53°, Kp. 202°), som for- ener sig med Vand til Maleinsyre. Ved Ophedning for sig i lukket Rør til 200° eller i Kulden ved Indvirkning af Haloidbrinter eller ved Kogning med fortyndet Salpetersyre gaar Maleinsyre over til Fumarsyre. Begge Syrer er iagttagne allerede 1819 af Lassaigne2), men først nøjere studerede 1834 af Pelouze3). Begge kan fremstilles syntetisk. Begge er farveløse, krystallinske og letopløselige i absolut Alkohol og Æther. Men Fumarsyre er tungtopløselig i Vand og dens fleste Salte, selv Natriumsaltet, ligeledes. Maleinsyre er meget letopløselig, smager modbydeligt og danner i Reglen letopløselige Salte. Fumarsyre kan ved henimod 200° fordampe næsten uforandret, ved højere Temp. spaltes den under delvis Sønderdeling til Vand og Maleinsyreanhydrid. Maleinsyre smelter ved 132° og gaar ved at holdes smeltet i længere Tid over til Fumarsyre. Ved c. 160° spaltes den til Vand og Anhydrid. Begge Syrer maa aabenbart opfattes som Æthylen, hvori to Brintatomer er ombyttede med Carboxyl (sml. S. 134). Ved Volhard. A. 268, 256 (1892). 2) A. ch. ph. 11, 93. 3) Ib. 56, 72.