Lærebog I Organisk Kemi

363 rygende Svovlsyre faas (ligeledes efter Reglen) det symmetriske Trinitrobenzol. Højere Nitrobenzoler synes ikke at eksistere. Amidobenzoler. Af disse er Anilin, C6H6.NH2, (Phenylamin) uden Sammen- ligning det vigtigste. Det er først fremstillet ved tør Destillation af Indigo1), derpaa iagttaget i Stenkulstjære2), saa fremstillet ved Destillation af Indigo med kone. Kalilud3), endelig 1842 af Zinin4) ved Reduktion af Nitrobenzol med Svovlammonium. Aaret efter viste A. W. Hofmann5). at alle disse under forskellige Navne beskrevne Stoffer var identiske, og Berzelius6) fastslog for Forbindelsen Fritzsche’s Navn: Anilin (af San- skritordet anil, blaa. under hvilket Navn Portugiserne indførte Indigo til Europa). Nu fremstilles det altid efter Zinin’s Methode, om man end anvender andre Reduktionsmidler, i Laboratoriet Tin og Saltsyre7), i det store fmtdelt Støbejern og Saltsyre8) Med Støbe- jern bruges kun meget lidt Saltsyre, idet Processen væsenlig er: 4C6HbN02 + 9Fe + 4H2O = 4 C6H5NH2 + 3Fe3O49) Derpaa destilleres med Kalk i en Strøm af Vanddamp. I den nyeste Tid vindes det ogsaa ved Elektrolyse10). I Laboratoriet overheldes 9 D. bændlet Tin med 5 D. Nitrobenzol. Derpaa tilsættes efterhaanden 20 D. kone. Saltsyre. Tilsidst varmer man, fortynder med 10 D. Vand, tilsætter efterhaanden 15 D. Natriumhydroxyd i 20 D. Vand og afdestillerer Anilinet med Vanddamp; af det vandige De- stillat udskiller man opløst Anilin med Kogsalt, udryster med Æther, af- destillerer denne og destillerer Anilinet. Anilin er en farveløs Vædske, der let bliver brun i Luften; det lugter ejendommeligt, men ikke aminagtigt, og har en bræn- dende Smag. Kp. 184°, Smp. —8°, Vf. 1,03, I Vand er det temmelig tungtopløselig! (1:31); i Vinaand, Æther og Benzol opløses det let. Selv opløser det mange Stoffer f. Eks. Indigo. Det er giftigt. Uagtet det fuldstændig har Karakter af et primært Amin og med 1 Ækv. Syre let danner Salte, reagerer det ogsaa i vandig Opløsning neutralt og forholder sig overfor Salpeter- J) Unverdorben, Pogg. 8, 397 (1826). 2) Runge. Ib. 31, 513 (1834). 3) Fritzsche. J. pr. Ch. 20, 453 (1840). 4) Ib. 27, 149. 5) A. 47, 37. 6) B. Jb. 24, 595. 7) Roussin C. R. 52, 797 (1861). 8) Bé- champ. A. ch. ph. [3] 42, 186 (1854). 9) Wohl. Ber. 27, 1815 (1894). 10) S. f. Eks. Chile s otti. Z. f. Elektrochemie 7, 768 (1901).