Lærebog I Organisk Kemi

Forfatter: S. M. JØRGENSEN

År: 1906

Forlag: G. E. C. GAD’S UNIVERSITETSBOGHANDEL

Sted: KØBENHAVN

Udgave: 2. UDGAVE

Sider: 584

UDK: 547 (022)

DR S. M. JØRGENSEN

PROFESSOR I KEMI VED UNIVERSITETET

ANDEN OMARBEJDEDE UDGAVE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 618 Forrige Næste
19 Prop og indeholder Saltsyre af Vægtfylde 1,13. Den dannede Salmiakmængde bestemmes paa sædvanlig Maade. Metoden har dog flere Mangler og benyttes nu næppe mere. Langt bekvemmere er nemlig den Fremgangsmaade, Kjel- dahl1) foreslog 1883, og som gaar ud paa ved Ophedning med kone. Svovlsyre at ilte det organiske Stofs Kulstof, hvorved dets Kvælstof og Brint danner Ammoniak. (G -|- N -f- H -|- H2SO4 = C02 + NH3 + SO2). Man opheder derfor Substansen med kone. Svovlsyre i en lille Kolbe til svag Kogning af Svovlsyren i flere Timer, hvorefter Iltningen føres til Ende ved Tildrysning af tørt, pulverformigt Kaliumpermanganat. Forskellige Tilsætninger (Kob- berilte, Kvægsølv, Kaliumsultat) fremskynder og forstærker Svovl- syrens Virkning. Derpaa fortyndes Vædsken og bringes over i en større Kolbe, man tilsætter hurtig stærk Natron og afdestillerer Ammoniaken. Denne opsamles i en bekendt Mængde Syre, af hvilken den ikke neutraliserede Mængde titreres med Natron eller paa anden Maade. Forbindelser, som indeholder Kvælstofilter, lader sig kun ad Omveje, og visse Stoffer, især de, der indeholder to indbyrdes forbundne Kvælstofatomer (Diazoforbindelser, Antipyrin) lader sig slet ikke analysere efter Kjeldahls Metode. I sidstnævnte Tilfælde maa Kvælstoffet bestemmes b. som frit Kvælstof efter Dumas2) (1831). Hertil for- brændes Substansen med kobberforilteholdigt Kobbertveilte, og ved en foran Blandingen anbragt Kobbertraadnetrulle redu- ceres mulig dannede Kvælstofilter. Forbrændingsprodukterne er Kvælstof, Kulsyre og Vanddamp. Før Forbrændingen uddriver man den Luft, der fra Begyndelsen er til Stede i Røret, enten ved Fortrængning med Kulsyre, som gerne udvikles i den bageste Del af Røret ved Glødning af Manganocarbonat, Magnesit e. L, eller ved Luftpumpen eller ved samtidig Anvendelse af begge Midler. Efter Forbrændingen uddrives det Kvælstof, som endnu er tilbage i Røret, paa samme Maade. Kvælstoffet opsamles i en Beholder, som indeholder Kalilud, der absorberer Kulsyren, baade den ved Forbrændingen dannede, og den, man ved ovennævnte !) Carlsb. L. M. 2,1. 2) A. ch. ph. 44, 133, 172; 47, 198, 324. 53, 17L 2*