Lærebog I Organisk Kemi

380 Efter denne almindelige Karakteristik af Phenolerne skal vi nærmere omtale nogle af de vigtigste. Monooxybenzol. Phenol9 (Carbolsyre), c6H5.OH, dannes i ringe Mængde af Benzol ved Indvirkning af Ozon eller Brintoverilte eller sam- tidig Paavirkning af Luft og Aluminiumchlorid. 1 fuldkommen ren Tilstand fremstilles det af benzolsulfonsurt Kalium ved Smeltning med 6 Mol. Kaliumhydroxyd. Men det vindes i Alminde- lighed af Stenkulstjære fra Gasværkerne (deraf Navnet: skinner), og da af den Del, der destillerer over mellem 170 og 230°, og hvoraf Naphtalinet er udkrystalliseret. Af den flydende Rest udtrækkes Phenol og homologe (Kresoler, S. 393) med fortyndet Natronlud, som ikke paavirker Kulbrinterne, og udskilles igen med fortyndet Svovlsyre. Det saaledes erholdte Raaprodukt de- stilleres i Kolonneapparater. Ved Afkøling af Destillatet ud- krystalliserer et Hydrat, 2C6H6O3.H2O, som ved Centrifugering skilles fra Moderluden (der indeholder Kresoler), derpaa igen opløses i Natronlud og fældes brudt med Syre, hvorved Kreso- lerne fældes først. Rent Phenol danner lange, farveløse Naale. Selv de reneste Handelsprodukter bliver efterhaanden rødlige. Smp. 43 °. Da MP efter S. 22 for Phenol er 75 og Vandets Mol. = 18, vil et Indhold af 1.8 D. Vand i 100 D. Phenol nedsætte dettes Frysepunkt 7°.5. Kp. 184°. Vf. ved 0° 1.084. Ved 20° opløses 1 D. Phenol i 15 D. Vand, 1 D. Vand i 3 D. Phenol. I Vinaand, Æther og Iseddike opløses det meget let. Phenol har en ejendommelig Lugt, en bræn- dende Smag, angriber Epidermis og er giftigt. Det koagulerer de fleste Proteinstoffer og dræber de organiserede Gærings- vækkere. Som antiseptisk Middel2) fortrænges Phenol dog nu mere og mere af Kresoler og Kresolblandinger. I stor Maale- stok anvendes det til Pikrinsyre, Salicylsyre, Rosolsyre, hvorom mere senere. En vandig Phenolopløsning farves violet af Jern- chlorid og giver med Bromvand et hvidt Bundfald af Tribrom- !) Runge. Pogg. 31, 69, 32, 308 (1834). Laurent A. ch. ph. [3] 3, 195 (1841). 2) Lister og Davis 1867. Se Crace-Calvert. C. R. 71, 321 (1870).