Lærebog I Organisk Kemi

554 Vædske, som, naar den fortyndes med Vand og næsten fuldstændig neu- traliseres med Natron, giver et brunt, amorft Bundfald af det jernfri Hæ- matoporphyrin. Dette opløses, om end ikke let, i Æther med pragtfuld rød Farve, lettere i Alkohol1), 3. Glucoproteider. Ved Glucoproteider foostaar man phosphorfrie sammensatte Proteinstoffer, der indeholder en kulhydratlignende Gruppe2), som dog først fraspaltes ved en ret indgribende Behandling med Syrer eller Alkalier, og hvis nærmere Natur er ubekendt. Den udgør, som det synes, 30-40% af disse Proteinstoffers Vægt og er ved sin Rigdom paa Ilt Aarsag i, at de kun indeholder c. 5O°/o Kulstof og 10-13 °/0 Kvælstof. Glukoproteiderne koa- gulerer ikke ved Opvarmning, men denatureres ved Indvirkning af Alkohol, Syrer eller Alkalier. De har sædvanlig udpræget sur Karakter og forekommer ofte i Naturen i Form af Salte, hvoraf de kan fældes med Syrer. Blandt Glucoproteiderne mærkes Muciner (Slimstoffer). Mucoider og Chondromucoid (Bruskmucoid). Muciner3) forekommer, rimeligvis som Alkalisalte, i dyrisk Slim, der især findes i Bløddyrernes Væv, men dog ogsaa er temmelig udbredt hos Hvirveldyrene, blandt andet som Sekret af alle Slimkirtler. Deres Salte danner med Vand, selv ved temmelig stærk Fortynding, slimede, klæbrige Opløsninger. De fremstilles ved Fældning af naturligt Slim med Eddikesyre og renses ved Opløsning i Alkalier eller Kalkvand og fornyet Fæld- ning med Eddikesyre. De faas da som gullighvide, undertiden fnuggede, sædvanlig klumpede Masser, der er uopløselige i Vand og fortyndede Syrer, men letopløselige i Alkalier. Mucoiderne ligner Mucinerne deri, at de ikke koagulerer ved Kogning, men de er sædvanlig ikke slimede og fældes under- tiden ikke af Syrer. I øvrigt er Grændsen mellem Muciner og Mu- x) Nencki og Zaleski. Z. phl. Ch. 30, 423 (1900). Sml. Zaleski. Ib. 37, 74 (1902). 2) En saadan er ogsaa iagttaget i Ægalbumin og Ægglobulin; men i langt mindre Mængde. Tilmed varierer An- givelserne stærkt, fra 0 til 15°/0. 3) Fr. Muller. Z. f. Biol 42 468 (1901).