Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

140 Tidevandet. Maanen ikke er det eneste Legeme, som paavirker Jorden ved sin Tiltrækningskraft, men at ogsaa Solen maa udøve en tilsvarende betydelig Indflydelse. Solens Tiltrækningskraft paa Jorden er over- hovedet 180 Gange stærkere end Maanens, og hvis Tidevandet altsaa afhang direkte af Tiltrækningskraftens Styrke, maatte der under Solens Paavirkning fremkomme en Flod, som vilde gjøre en meget stor Del af Jorden ubeboelig. Dog Tidevandet opstaar, hvad man absolut maa fastholde, kun som en Følge af Forskjellen i Tiltrækningskraften paa og disse Forskjelligheder Fig. 52. Springflod ved Nymaane. Fig. 53. Springflod ved Fuldmaane. cle enkelte Punkter af Jordoverfladen, ere for den saa nære Maane betydelig større end for den ganske vist langt mere masseagtige, men ogsaa saa langt fjærnere Sol. En simpel Regning viser, at den af Solen fremkaldte Flodbølge paa det Nærmeste er halv saa stor som den af Maanen fremkaldte. Naar derfor begge Himmellegemer virke i samme Retning, maa Floden forstærkes, virke de mod hinanden, bliver Floden svagere. Ved Nymaanetid staar Maanen (se Fig. 52) i M. Solen i samme Retning S, deres Virkninger maa følgelig forstærke hinanden, og i H og L vil der indtræde Springflod. Ved Fuldmaanetid staaSol og Maane lige over for hinanden (se Fig. 53), ogsaa nu maa deres Virkninger forstærke hinanden, da hvert af de tvende Verdenslegemer for sig fremkalder en Flodbølge saa vel i H som i L. Mr- Fig. 54. Nipflod. Floden i H vil dog nu ikke kunne blive saa betydelig som i foregaaende Tilfælde, da den Flodbølge, Solen fremkalder i efter hvad vi ovenfor, S. 139, have set, maa blive noget mindre end den, som under Solens Indflydelse opstaar ved L. Omvendt er Maanens Virkninger i L noget ringere end i H. Vi fortalte oven for, S. 137, at Spring- floderne ved Nymaanetid ere højere end ved Fuldmaanen, og vi have saalecles nu lært Aarsagen hertil at kjende. Hvad der endelig