Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

168 Havstrømningerne. Sagen maa stille sig, naar Jorden — som det jo er Tilfældet — drejer sig om sin Axe i Retning fra Vest til Øst. I dette Tilfælde komme altsaa de Vande, som strømme mod Æqvator, aabenbart efterhaanden fra de mindre Breddecirkler til de større; men disse sidste have en længere Vej at tilbagelægge under Jordens Om- drejning og maa følgelig have en større Hastighed, medens Vand- masserne fra Norel indtræffe med en mindre Drejningshastighed-, de maa altsaa blive noget tilbage i Retningen fra Vest til Øst, det vil med andre Ord sige, Vandmasserne antage en øst-vestlig Strøm- ning; men Vandmasserne havde jo allerede forud en Retning mod Æqvator, og disse tvende Bevægelsers Samvirkning giver som Re- sultat, at Vandmasserne paa den nordlige Halvkugle faa en syd- vestlig Retning, paa den sydlige derimod en nordvestlig Retning*). Hvor begge Strømninger træffe paa hinanden, maa de gaa op i en samlet Strøm, som gaar fra Øst mod Vest. Under de saaledes antagne Forudsætninger vilde der altsaa i Æqvatoregnene gaa en mægtig Strømning rundt omkring Jorden i en Retning, som er modsat Jordens under dens Axedrejning. De Forudsætninger, hvorfra vi i det Foregaaende gik ud, slaa nu i Virkeligheden ikke til; thi Jordens uregelmæssig formede Kontinenter afbryde paa mange Maader Sammenhænget mellem Oceanets forskjellige Dele. Kun tør vi paa Forhaand nogenlunde gjøre Regning paa at finde de saaledes theoretisk bestemte Strøm- ninger igjen i de Dele af Jordens virkelige Overflade, hvor Oceanet i største Udstrækning dækker Jordkuglen, medens det samtidig i saa ringe Grad som muligt hemmes af omfangsrige Øer. Dette finder nu Sted i det store Ocean, og her træffe vi da virkelig ogsaa en mægtig Strøm, som gaar fra Øst mod Vest og altsaa svarer til den, hvis nødvendige Fremtræden vi oven for have eftervist. *) Til yderligere Forstaaelse af ovenstaaende, noget vanskelige Udvikling maa vore Læsere mindes den saakaldte Inertiens (Træghedens) Lov, i Fø]ge hvilken et Legeme, som har faaet en bestemt Retning og Fart, beholder denne Retning og Fart, indtil ydre Hindringer komme til; det er denne Inertiens Lov vi t. Ex. lettelig blive mindede om paa en ubehagelig Maade, naar vi springe ned fra en kjørende Vogn; man skal springe med samme, men springer i Regelen lige ned og falder. I ovenstaaende Tilfælde have Strømningerne en Retning mod Æqvator, komme saaledes efterhaanden hen over Egne., der have en større og større Fart end de selv, de kunne- ikke følge med og skifte saaledes tilsyneladende Retning.