Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Guineastrømmen. 179 Halvkugle optræde kun nordgaaencle Strømme, ligesom Havstrøm- ningerne i Regelen ikke føre Vand fra den ene Halvdel af Jorden til den anden, men holde sig til et Kredsløb paa samme Halvkugle. Denne Guineastrømningens uregelrette Løb, hvorpaa Maury troede, finder cla i Virkeligheden heller ikke Sted, hvad allerede Findlay har udviklet; senere har Koldewey nøjere undersøgt den Strømning, og endelig har Kriimmel systematisk bearbejdet det indsamlede Materiale. Herefter finder der umiskjendelig en aarlig Vexling Sted med Hensyn til Guineastrømningens Udstrækning; den naar Maximum af sin Udvikling i Avgust og September, idet den da kan spores ud over 40° vesti. L. for Greenwich; derimod har den i Marts trukket sig mest sammen og begynder da først ved den 25° vesti. L. for Greenwich. Guineastrømmen er endnu nogle Grader varmere end de atlantiske Æqvatorialstrømninger, ja med Hensyn til Temperaturen kappes den med de hedeste Egne af Golf- strømmen. Disse Forhold afspejle sig, som Maury bemærker, ret smukt i de klimatiske Forhold paa de fire Øer, som ligge i Guineabugten. „Den sydligste 0 (Annobon) ligger hele Aaret igjennem i den kølige, vestgaaende Polarforøgelse af Æqyatorial- strømmen; de tvende nordligste Øer (Fernando Poo og Prinsens 0) ombølges uafbrudt af den varme, østgaaende Guineastrøm, men den mellemste 0 (San Thomé) bliver afvexlende paavirket af begge de modstridende Strømme; under Solens nordlige Stand bøjer den sydlige Strøm nord paa, ved Solens sydlige Stand derimod den nordlige Strøm syd paa. Herved betinges en Vexlen i Klimaet“. Idet vi forbeholde os en udførligere Behandling af Nord- atlanterhavets varme Strømme, have vi i denne Oversigt over Hav- strømningerne i det atlantiske Hav endnu at dvæle lidt ved den Nordpolar-Strøm, som langs Amerika-Siden gaar imod Syd. Nøjere om den Art og Maade, hvorpaa denne Strøms forskjellige Arme forholde sig under deres Konflikt med den varme Golfstrøms Vande, skulle vi senere lære at kjende; her skulle vi indskrænke os til den Bemærkning, at denne store Polarstrøm fører Vande fra de vestlige Dele af Asiens Nordkyst over til Østkysten af Nord- amerika. Allerede i 1852 udtalte Petermann, at Drivtømmer fra de sibiriske Floder førtes ikke blot til Spitzbergen, men ogsaa helt over til Grønland. Lamont, som i 1859 traf slige Træmasser i stor Mængde i det sydøstlige Spitzbergen, erklærede dem bestemt 12*