Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

206 Det nordlige Atlanterhavs varme Strømme. „Til Midten af November forblev Vejret mildt, Sneen, der faldt om Natten, smeltede igjen om Dagen. Ogsaa ved Juletid faldt der Begn, og i Juleugen blev der ved Maaneskin og Nordlys endnu nedlagt nogle og halvfjerdsindstyve Hvalrosser*). Til Februar var Vejrliget endnu stadig saa mildt, at Folkene kunde arbejde i det Fri, og Havet var forholdsvis isfrit, saa isfrit, at Isbjørne først i April Maaned kom til Syne, da Kulden havde naaet sin højeste Grad, og ogsaa Havet var dækket af fast Is. Isen kommer her navnlig fra Nordøst, fra den sibiriske Kyst; men Nordøstvinden havde efter Jægernes Optegnelser slet ikke hersket hele Vinteren igjennem, der kom derfor kun ringe Is til Øen, og den varme Strøm syntes efter al Rimelighed ogsaa at have beholdt Overtaget hen imod Nordøst; thi de Vinde, som bestrøg Øen fra denne Kant, bragte Regn — endogsaa ved Juletid. Efter som Solen imidlertid igjen kom frem for de nordlige Polaregne, og Temperaturen lidt efter lidt steg, gik Isen op fra sin egentlige Hjemstavn ved de sibiriske og andre Kyster og begyndte sin Fart mod Syd. Den meste Is, som naaede Bjørneøen, kom først i Juni og i Begyndelsen af Juli, og det er ogsaa den Tid, da de sibiriske Kyster med stor Regelmæssighed hvert Aar blive isfri. Ved denne Tid bragte ogsaa alle Vinde fra Nordøst Kulde, for saa vidt de strøge hen over et Ishav; men senere blev Vejret ogsaa med samme Vinde Saa vidt Optegnelserne. Trods clet forholdsvis milde Klima, der herefter skulde synes at herske paa denne 0, maa vi dog fast- holde, at Bjørneøen vistnok ligger uden for den varme Strøms egentlige Omraade; man tør ikke udlede for meget af Optegnelser fra et enkelt Aar, særlig naar de ikke støttes åf virkelig viden- skabelige Iagttagelser. Hvad den norske Kolonis Skæbne angaar. bør det ogsaa anføres, at den efter et Par Aars Forløb helt gik til Grunde af Skjørbug, sandsynligvis i Følge med en meget stræng Vinter. — Efter Tobiesens Optegnelser fra 1865—66 kunde man endnu i Slutningen af Oktober sejle med Baad omkring Øen; den 6te November var ingen Is at se, og gjentagne Gange i den føl- gende Tid var Øen og det omgivende Hav mer eller mindre isfrit, *) Nu til Dags er Hvalrossen udryddet, og selv Hvidbjørnen, som har givet Øen Navn, er en sjælden Gjæst