Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

208 Det nordlige Atlanterhavs varme Strømme. sikker Dom; men det mer eller mindre aabne Hav, her findes, skyldes dog vistnok næppe mere Atlanterhavets Strømninger, men snarere de umaadelige Ferskvandsmasser fra de sibiriske Floder. Vi have endnu tilbage med nogle Ord at omtale den sydlige Del af den tilbagevendende Æqvatorialstrøm, der mellem den 40° og 50° n. Br. bøjer af mod Sydøst, og som man i Regelen ikke har skjænket videre Opmærksomhed, da den vel er af stor Ud- strækning, men kun har en middelmaadig Fart, og dens Indflydelse paa Vestevropas Temperaturforhold forholdsmæssig kun er ringe. Robert Scott betegner denne Strøm som den nordafrikanske. Den løber mellem Azorerne og Portugals Kyst i Retning mod Sydøst, og dens Hurtighed vexler mellem 3 Fjerdingvej og 3 Mil i Døgnet. En Del af Strømmen trænger gjennem Gibraltarstrædet ind i Middelhavet, men Hovedmassen fortsætter sin Vej mod Syd mellem Madeira og den afrikanske Kyst, bøjer lidt efter lidt over mod Sydvest og gaar her mecl en Micldelhastighed af P/2—2 Mil i Døgnet over i den almindelige vestlige Driftstrøm. Under dette Navn indbefatter man de vestlige Strømninger, som sætte det nordatlantiske Ocean i Bevægelse paa det uhyre FJaderum, der ligger mellem den nordafrikanske Strøm i Øst, Guineastrømmen i Syd, de vestindiske Øer i Vest og den nordøstlige Rand af Golf- strømmen i Nord. Mellem den 8° og 20° n. Br. er Strømmen mere bestandig, dens Mellemhastighed er 2—3 Mil, og denne Del af Driftstrømmen trænger med Æqvatorialstrømmen ind i det cari- biske Hav. Inden for det Rum, som omsluttes af Golfstrømmen, den nord- afrikanske Strømning og den vestlige Driftstrøm, breder sig Sar- gassohavet med en Udstrækning, der overgaar Tysklands sex til syv Gange og er dækket med engagtige Tangmasser. Disse Urte- have vakte allerede Columbus’s Forundring og hans Skibsfællers Rædsel, cla de troede, at Oceanet her forvandlede sig til en Sump, hvor fra ingen Tilbagevej var mulig. Disse Tangmasser (fucus natans) ere hverken sammenskyllede her, hvad man en Gang troede, heller ikke voxe de op fra Havbunden, hvad man senere antog; men de svømme frit omkring, som Martins først godtgjorde. At den samlede Masse desuagtet uafbrudt hævder denne sin Beliggen- hed i Oceanet, er meget mærkeligt. Humboldt bestemte disse Tangbankers Beliggenhed til mellem 19° og 34° n. Br. og 27° til