Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Geografiens Opgave. 9 andet end et Sammensurium af Beskrivelser over sælsomme Lande og kuriøse Ting; derpaa gled den mere og mere over til at blive en ordnet statistisk Sammenstilling af Navne og Tal; senere — først og fremmest Karl Rittei’ — kom man til den Erkjendelse, at Menneskeslægtens Historie stod i Forhold til og maatte ses i Belysning af Landenes naturlige Beskaffenhed. Sluttelig kunde den .videnskabelige Geografi ved Naturvidenskabernes Hjælp give sig til at udforske Jordens fysiske Forhold og fastslaa deres gjennemgribende Betydning for alle organiske som uorganiske Fremtoninger paa vor Klode. Vi ville vælge et Par Exempler for bedre at klare den viden- skabelige Geografis Opgave. En ikke ringe Del af Fastlandets Overflade indtages af vidt- strakte, øde, til Dels sandige Egne eller Ørkener; som det mest karakteristiske Exempel nævne vi den afrikanske Sahara. Ældre Geografer angave kun Ørkenernes Beliggenhed og Grænser, be- regnede deres Flademaal, opregnede Oaserne, nævnte nogle spredte Bjærgkjæder og krydrede maaske sluttelig deres Fremstilling med nogle anekdotagtige Notitser om den store Varme i hine Egne og om Farerne ved en Ørkenrejse. Nutidens Geografer betragte der- imod Ørkenerne som en integrerende Del af Jordorganismen; de paavise, at deres Fremkomst ikke er tilfældig, men skyldes den tid- ligere eller nuværende Fordeling af Havet og Landet og er be- tinget af Calmebælternes Beliggenhed; den videnskabelige Geografi lærer os fremdeles, at Ørkendannelsen gaar for sig den Dag i Dag? for saa vidt der nemlig kan paavises Midtpunkter for Sandets Ud- straaling, og den klarer sluttelig det Gaadefulde ved Oasernes Forekomst, idet den påaviser, at en fuldstændig Regnløshed i Ørkenerne slet ikke finder Sted, og hævder, at Nedbøren er til- strækkelig til at forklare Fremkomsten af Kilderne i Oaserne, som altid ligge i de lavere Egne; Geografien paaviser fremdeles ved Meteorologiens Hjælp, hvorledes det ene Fastland virker ørken- agtig paa det andet, og sluttelig drager den endogsaa Mennesket selv inden for sine Undersøgelsers Kreds, idet den drøfter Land- skabets Indflydelse paa Kulturudviklingens Retning, ja selv paa