494
Snelinjen. — Laviner. — Isbræer.
Da Overfladen af Isbræen langsomt smelter bort, ville Gjen-
stancle, som ere komne ned til en vis Dybde af Bræen og her
indefrosne, lidt efter lidt komme op til Overfladen; Bræens Is taaler
ingen fremmede Gjenstancle i sig, men fjærner dem efter en vis
Tids Forløb. Er en slig Gjenstand, f. Ex. en Klippeblok, temmelig
stor, kan den under særlige Omstændigheder endog hæve sig op
over Isfladen, idet den nemlig virker som en Skjærm og holder
Solens Varmestraaler borte, saa at den Isflade, den beskygger,
bevares, medens Bræens Overflade rundt omkring i øvrigt tøer bort.
Paa denne Maade fremkommer „ Jøkelborde", Stene, som hvile
Fig. 139. Et Jøkelbord paa Mer de Glace (Montblanc).
paa Issøjler af flere Fods Højde; saaledes kan man t. Ex. i Theodul-
bræen (i Walliseralperne nær Matterhorn) finde Plader paa 20 Fods
Længde og 6 Fods Bredde, hvilende paa tynde Isfødder, ja Aar-
flodens Isbræ kan opvise Borde paa 7—8 Fods Højde. Den Issøjle,
som bærer Bordet, har naturligvis kun en foreløbig Varighed, Sol-
straalerne forstyrre dens nederste Del, navnlig paa Sydsiden, hvor
Middagssolen virker, og endelig vælter Stenpladen omkuld, den
gamle Fod smelter, og en ny begynder at danne sig. Medens
Bevægelsen saaledes skrider fremad i Dalens Retning, kan den