Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

496 Snelinjen. — Laviner. — Isbræer. læggende ind i Kornmarkerne og smukke Enge, har med sin umættelige Tunge opslikket al frugtbar Jord lige ned til den haarde Klippegrund og vælter uhyre Klippeblokke, Grus og Moræner foran sig. Denne Ødelægger, som har en Bredde paa en Fjerdingvej, har tilføjet mangen Zermattboer stor Skade, især paa hans Græs- gange, og ikke blot et stort Antal Lader og Stalde, men ogsaa nogle Huse have maattet vige tilbage for den. Man har opstillet en tilnærmelsesvis Beregning, hvorefter denne Isbræ, saafremt den skulde fortsætte sin Fremrykning med .samme Regelmæssighed, maatte naa frem til Landsbyen Zermatt, skjønt samme endnu ligger en hel Mil borte. Som alle Isbræer här imidlertid ogsaa denne Bræ i nogle Aar været i Tilbagegang; men paa Grund af Is- gærderne og de optaarnede Klippeblokke kan Jorden ikke mere opdyrkes; Bræen har trukket sig en Strækning paa 30 Favne til- bage, hvorved Grundejerne vel kunde vinde Jord tilbage, naar samme blot egnede sig til Opdyrkning. For en Del Aar tilbage hændtes det, at man høstede Korn paa den ene Halvdel af en Mark, medens Bræen havde bemægtiget sig den anden Halvdel." Ogsaa Bræerne ved Chamounix have i Løbet af en Del Aar været i Tilbagevigning: enhver, som gjentagne Gange har besøgt hin herlige Dal, maa blive slaaet ved Mer de Glace’s og Bosson- bræens Formindskelse; fraregnet enkelte Smaaafvigelser, der sand- synligvis ere fremkaldte ved særlig strænge Vintre, har man nu i næsten 50 Aar kunnet godtgjøre denne Tilbagegang, som for øvrigt staar i en mærkelig Modsætning til Bræernes mægtige Fremtrængen paa Nordskrænten af Monte Rosa. Pay er har iagttaget den samme Formindskelse af Bræerne ved alle Ismarkerne i Ortlerbjærgene, og hans Iagttagelser støttes ved Beboernes Erfaringer. „I den for Sydtirol saa usædvanlig fugtige Sommer 1868 hændtes det, at Ortler- alpernes Ismasser, med hvis Begrænsning jeg var nøje kjendt fra mine Optagelser de foregaaende Aar, i deres nærmere Enkeltheder forvandledes til det Ukjendelige, og det til Trods for den foregaaende Vinters usædvanlige Strænghed og store Snefald. Lignende Beret- ninger have vi fra andre Dele af Alperne. Under slige Omstæn- digheder ligger den Antagelse da ikke nær, at vor Isverden for- holdsvis rask, d. v. s. med voxende Hastighed nærmer sig sin Ende, og at den voxende Udjævning og Udglatning af Isbræens Leje er Hovedaarsagen hertil? Vilde vi antage, at alle vore Isbræer for