Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forsøgte Forklaringer. 507 mindst lige saa megen Varme som for Tiden. En Forklaring af Isperioden komme vi saaledes ikke til ad denne Vej*). *) I Forbigaaende sagt kunne vi da heller ikke ad denne Vej forklare det tropiske Klima, som i Tertiærtiden herskede i Polaregnene; thi selv om vi gik ud fra en tilstrækkelig Solvarme, der, medens Solen skinnede over Horizonten, kunde tilstede Magnolier og Plataner at trives paa Grønland, og Spitzbergen, maatte dog Afkølingen i Polarnatten være saa betydelig, at den maatte trykke Temperaturen dybt ned under Frysepunktet. Under den 70° n. og s. Br. gaar Solen ikke op i to hele Maaneder, under 75° ikke i tre og under den 80° ikke i fire Maaneder. Under hine Bredder maa Luften og .Sole» i saa langt et Tidsrum uafbrudt udstraale Varme i Verdensrummet uden at modtage nogen Erstatning for dette Tab. Som bekjendt bliver Resultatet heraf en meget lav Temperatur for paagjældende Egne, og det er netop denne Omstændighed, langt mindre end Mangel paa intensiv Varme i den korte Sommertid," der sætter en Polargrænse for Trævæxten. I Tajmurlandet (det nordlige Sibirien) fandt Middendorf i Be- gyndelsen af Avgust en Lufttemperatur af + 13° R, nærmere ved Jordens Overflade endog -]- 19° R. Dette svarer omtrent til den Temperatur, man om Sommeren iagttager i Mellemtyskland.; men ikke desto mindre høre Egnene omkrig Tajmurbugten til de mest øde og trøstesløse paa Jorden. Naar den korte Sommer- indfinder sig, skyde paa de solrige Skraaninger enkelte Mosser og Smaablomster frem med vidunderlig Hurtighed, som om de have Hast med at naa til Blomstring, inden den lange Vinter igjen bryder frem. Hvis man tænkte sig Solens Varme i hine Egne forøget til det dobbelte for Sommerens Vedkommende (store Sti’ækninger i det varme Bøelte, som nu til Dags fremvise et rigt Dyre- og Planteliv, vilde i saa Fald rigtignok blive forvandlede til sørgelige, solbrændte Ørkener), vilde dog Summen af den modtagne Varme ikke være tilstrækkelig til under den lange Vintertid at holde Luftens Temperatur i den Højde, som ud- kræves for at skytte Trævæxten mod Bortfrysning. Vilde man imidlertid minde om Jordens egen, indre Varme og antage, at denne i hin fjærne Periode maa have været langt betydeligere i Nærheden af Jordens Over- flade end nu til Dags, vilde heller ikke denne Antagelse kunne hjælpe os; thi naar Jordvarmen hele den lange Polarnat skulde være stor nok til, i en Afstand af 20—40 Fod over Jordens Overflade, at skytte Planterne mod en fuldstændig Bortfrysning, maatte den sikkert nok tæt under Jordens Overflade være saa høj, at Livsbetingelserne for det vegetabilske Liv maatte blive forstyrrede. Den saa meget yndede Antagelse om Jord- varmens overvejende Indflydelse paa Klimaet i tidligere geologiske Perioder, er fuldstændig uholdbar; i denne Henseende lade Thomsons mathematiske Undersøgelser, der grunde sig paa, Fchirniers beundringsværdige Arbejder, ikke nogen Tvivl tilbage. Enhver, som forstaar at værdsætte dette Arbejde, maa være fuldstændig enig med Forfatteren, naar han fraskriver den indre Jordvarme al Indflydelse paa Klimaet og det selv for de tidligste Perioder; højst i de første 10,000 Aar efter at Jordskorpen var begyndt at stivne, kan dens Overflade i en betydelig Grad være bleven paavirket af den fra det Indre stammende Varme.