Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

508 Bræernes tidligere Udstrækning. — Istiden. For at imødegaa de Vanskeligheder, der altsaa stille sig mod Hypothesen om en betydelig ringere Solvarme i en tidligere Periode, gaar Mohr ud fra den Opfattelse, at Jorden under Isperioden havde en langt større Afstand fra Solen end nu til Dags. I Planeten Alars’s Afstand vilde Jorden ikke engang modtage Halvdelen af vor nuværende Solvarme og vilde sikkerlig, lige som hin Planet, faa Isbælter, der vilde strække sig til 55° n. og s. Br. (henholdsvis samme Bredde som Kjøbenhavns og Amerikas Sydspidses). Det er imidlertid ikke sandsynligt, at Jorden under Isperioden har været synderlig længere borte fra Solen end i vor Tid, og for øvrigt maatte efter Mohrs Hypothese Jordens Isdække før Tertiærperioden have været endnu-større, men herom er os intet bekjendt. Som en anden Forklaring af Isperioden henviste den franske Fysiker Adhémar til Jævndøgnspunkternes Forskydning; for Tiden er Foraars- og Sommertiden paa den nordlige Halvkugle næsten 8 Dage længere end paa den sydlige; men dette Forhold er ikke uforanderligt; den nordlige Halvkugle vil ingenlunde for alle Tider bevare» dette længere Sommerhalvaar, tyært imod vil efter 10 500 Aars Forløb Forholdet være omvendt*). Rigtignok modtage Jordens to Halvkugler lige megen Varme, men den sydlige Halvkugle taber i clen længere Vinter ved Udstraaling mere Varme end den nord- lige; saaledes maa der om Vinteren ophobes større Ismasser ved Sydpolen end ved Nordpolen, og naar dette gjentages flere Aar- tusender i Træk, vil Forskjellen kunne blive af Betydning. For saa vidt kunne vi nok give Adhémar Ret, vi kunne indrømme den hele Periode af 21 000 Aar nogen Betydning for Varmefordelingen paa Jordens Overflade**); men hans øvrige Slutninger gaa over til Fantasterier og kunne ikke udholde en strængere Kritik. Efter Adhémar ville Ismasserne nemlig efterhaanclen mere og mere op- hobes om vedkommende Pol (for Tiden altsaa om Nordpolen), og saa snart Ismasserne nu ved .Nordpolen overgaa Sydpolens, maa Jordens Tyngdepunkt forrykkes; som Følge heraf maa Vandmasserne strømme efter og oversvømme en stor Del af den nordlige Halv- *) Se oven for S. 44. **) Aaret 1248 efter Kristus var det varmeste paa den nordlige Halvkugle; herefter skal Varmeforholdene langsomt have ændret sig til Skade for vor Halvkugle, og om 9866 Aar (eller i Aaret 11,748) vil den sydlige Halvkugle have naaet Maximumet for sin fortrinlige Stilling.