Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Forsøgte Forklaringer. 509 kugle, der saaledes vil blive Vandlialvkuglen, medens Fastlandet dukker op over Havet paa den sydlige Halvkugle. Forholdene skulle altsaa blive lige det omvendte, af de nuværende*). Mere plausibel lyder den af Schmick opstillede Theori; han fremhæver, at Jorden i vor Vintertid staar Solen nærmest; herved tiltrækkes Vandet og flyttes i højere Grad mod den sydlige Halv- kugle, som saaledes bliver Vandhalvkuglen. Det faste Land op- varmes nu stærkere end Havet, der omvendt ikke afkøles saa meget som Fastlandet. Den nordlige Halvkugle er, som alt gjentagne Gange fremhævet, overvejende Fastland i. Sammenligning med den sydlige; den varme Sommer paa vor Halvkugle falder altsaa sammen med den milde Vinter syd for Ækvator, hvorimod den kolde Vinter mod Nord falder sammen med den kolde Sommer paa den sydlige Halvkugle. Denne Forskjel naar sit Maximum paa de Tider, Solen har sin største nordlige og sydlige Afvigelse. Vender Solen sig saaledes fra den 21de Juni atter mod de sydlige Egne, kommer den lidt efter lidt hen over større og større Vandflader, og der frembringes større og større Mængder af Vanddampe, som flyttes over paa den anden Halvkugle, hvor de fortættes til Sne og Regn, medens samtidig den bundne eller latente Varme frigjøres. Dette Forhold maa følgelig forandres, fremhæver Schmick, naar der ind- træder en forskjellig Fordeling af Vandfladerne, og dette maa efter denne Forfatter indtræde med den Forflytning af Jævndøgnspunk- terne, som ogsaa Adhémar lægger Hovedvægten paa. Man maa nu vistnok indrømme, at der utvivlsomt finder en vis Forflytning af Vandet Sted paa den her fremsatte Maade; men efter al Sandsyn- lighed sker dette ikke med nogen stabil Regelma&ssighed, og følgelig kunne Virkningerne ikke i Tidernes Løb opsummeres i nogen be- tydelig Grad. Den berømte engelske Geolog Lyell (f 1875) var vistnok den første, som søgte Aarsagen til Isperioderne i rent telluriske Forhold, i en forskjellig Fordeling af Vandet og det faste Land paa Jordens Overflade. Man antog i Begyndelsen, at de af ham fremhævede Aarsager vare af en alt for lokal Natur, at de altsaa ikke kunde fremkalde saa almindelige og betydelige Temperatur- forandringer; men lidt efter lidt har . den Lyellske Hypothese dog ') Se oven for Side 46—47.