Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold
Forfatter: F.C. Granzow
År: 1883
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 654
UDK: 551.4
Med 178 afbildninger og flere kort
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
Forsøgte Forklaringer.
509
kugle, der saaledes vil blive Vandlialvkuglen, medens Fastlandet
dukker op over Havet paa den sydlige Halvkugle. Forholdene
skulle altsaa blive lige det omvendte, af de nuværende*).
Mere plausibel lyder den af Schmick opstillede Theori; han
fremhæver, at Jorden i vor Vintertid staar Solen nærmest; herved
tiltrækkes Vandet og flyttes i højere Grad mod den sydlige Halv-
kugle, som saaledes bliver Vandhalvkuglen. Det faste Land op-
varmes nu stærkere end Havet, der omvendt ikke afkøles saa meget
som Fastlandet. Den nordlige Halvkugle er, som alt gjentagne
Gange fremhævet, overvejende Fastland i. Sammenligning med den
sydlige; den varme Sommer paa vor Halvkugle falder altsaa sammen
med den milde Vinter syd for Ækvator, hvorimod den kolde Vinter
mod Nord falder sammen med den kolde Sommer paa den sydlige
Halvkugle. Denne Forskjel naar sit Maximum paa de Tider, Solen
har sin største nordlige og sydlige Afvigelse. Vender Solen sig
saaledes fra den 21de Juni atter mod de sydlige Egne, kommer
den lidt efter lidt hen over større og større Vandflader, og der
frembringes større og større Mængder af Vanddampe, som flyttes
over paa den anden Halvkugle, hvor de fortættes til Sne og Regn,
medens samtidig den bundne eller latente Varme frigjøres. Dette
Forhold maa følgelig forandres, fremhæver Schmick, naar der ind-
træder en forskjellig Fordeling af Vandfladerne, og dette maa efter
denne Forfatter indtræde med den Forflytning af Jævndøgnspunk-
terne, som ogsaa Adhémar lægger Hovedvægten paa. Man maa nu
vistnok indrømme, at der utvivlsomt finder en vis Forflytning af
Vandet Sted paa den her fremsatte Maade; men efter al Sandsyn-
lighed sker dette ikke med nogen stabil Regelma&ssighed, og følgelig
kunne Virkningerne ikke i Tidernes Løb opsummeres i nogen be-
tydelig Grad.
Den berømte engelske Geolog Lyell (f 1875) var vistnok den
første, som søgte Aarsagen til Isperioderne i rent telluriske
Forhold, i en forskjellig Fordeling af Vandet og det faste Land
paa Jordens Overflade. Man antog i Begyndelsen, at de af ham
fremhævede Aarsager vare af en alt for lokal Natur, at de altsaa
ikke kunde fremkalde saa almindelige og betydelige Temperatur-
forandringer; men lidt efter lidt har . den Lyellske Hypothese dog
') Se oven for Side 46—47.