Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

36 Jordens Axedrejning. Æmner, derfor maa følge samme Natur som Jorden, eller at denne Bevægelse er bleven meddelt Luften, fordi den ved Berøring med Jorden er bleven delagtig i den vedvarende Omdrejning/4 Foruden disse Sandsynlighedsgrun.de formaaede Kopernikus ikke at fremføre andet til at hævde sin Paastand, at Jorden drejer sig daglig én Gang om sin Axe. Man maa nu visselig indrømme, at de anførte Sandsynlighedsgrunde for Klodens Drejning ere af ikke ringe Vægt, dog, et Par haandgribelige, direkte Beviser vilde tidligere ikke have været af Vejen; men de lode sig rigtignok ikke saa let opdrive, da det er umuligt at vinde et fast Stade uden for Jorden, og alt paa samme og i samme i øvrigt maa tage Del i den evige Bevægelse. Newton var den første, som pegede paa Muligheden af at vise Jordens Rotation ved Experimenter. Naar nemlig Jorden drejer sig, maa alle til samme hørende Legemer bevæge sig desto raskere, jo længere deres Afstand er fra den lige Linje, som for- binder de to Jordpoler, og som kaldes Jordaxen. De Dele af Jor- dens Overflade, som findes under Æqvator, have naturligvis størst Afstand fra Axen og have derfor i hvert Sekund en Hastighed af 1480 danske Fod. Paa begge Sider af Æqvator aftager nu Hurtigheden hen imod Polerne, beløber sig saaledes under 400 nordlig og sydlig Bredde kun til 1130, under 50° Bredde til 950, i Kjøbenhavn (552/3 0 n. B.) til 834, i Kristiania (60° n. B.) til 740 danske Fod, og under Polerne er den endelig Nul, da disse jo betegne Endepunkterne af selve Jordaxen. Newton henviste nu til, at en Gjenstand, f. Ex. Spidsen af et Kirketaarn, der hæver sig over Jordens Overflade, maa dreje sig hurtigere fra Vest til Øst end den neden under værende Del af Overfladen, da Taarnets Tinde jo ligger længere borte fra Jordens Axe end Grunden, hvorpaa det staar; men ethvert til Jorden hørende Legeme deler naturligvis Drejningshastighed med Stedet, hvorpaa det hviler. Lader man altsaa en Sten falde ned fra Tinden af et Taarn, vil samme ogsaa under Faldet beholde sin større Bevægelse mod Øst og komme ned til Jorden lidt øst for det Punkt af Jordens Over- flade, som ligger lodret under Taarnets Spids. Det kom nu an paa at prøve denne Tanke ved Forsøg, og hermed syslede navnlig Benzenberg i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede. I Taarnet paa Michaeliskirken i Hamburg lod han træffe saadamie