Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forbud paa Jordskjælv. 527 Dynd“ (Lava fra en Jorclspalte) havde udtømt sig paa den lelantiske Slette ved Chalkis. Herhen hører ogsaa den Kjendsgjerning, at under Jordskjælv kunne nærliggende Vulkaner nogen Tid igjennem udvise Ildfremtoninger, som Tilfældet f. Ex. var ved Valparaisos Ødelæggelse i Aaret 1822, da man ved Valdivia saae hele Omegnen belyst af nærliggende Vulkaner. Under Lissabons store Jordskjælv 1755 saae man i Nærheden af Hovedstaden Flammer og en Røg- søjle stige op fra en nydannet Spalte i Klippen ved Alvidras; Røgen blev hver Gang tættere, altsom den underjordiske Larm til- tog i Styrke. Vende vi os nu til de Anskuelser, man hidtil har opstillet om Aarsagerne til Jordskjælv, møde vi her de mest mærkværdige og diametralt modsatte Anskuelser. Først i den nyere Tid synes Op- fattelserne noget at nærme sig hverandre eller dog i det mindste at vinde i videnskabelig Begrundelse. De nærmeste Forestillinger, som paatrængte sig Oldtidens For- fattere, gaa ud fra underjordiske Storme og Kampe. „Jordens Rystelse hører ikke op“, siger Aristoteles, „før den Vinel, som har foranlediget Rystelsen, er brudt ud af Jordskorpen. Saaledes gik det nylig i Heraklea i Pontus og i tidligere Tider paa den æoliske 0 Hiera.“ Ovid skildrer meget anskuelig et Jordskjælv med Jord- bundens Hævning: „Ved Trözene skuer man en stejl, træløs Jord- ryg; engang var her en Slette, nu ser man her et Bjærg. De i mørke Huler indesluttede Dampe søgte forgjæves en Spalte som Udvej. Da svulmede ved deres Kraft Jordbunden som en luftfyldt Blære, som Skindet paa den tvehornede Buk. Hævningen er bleven tilbage, og den fremragende Høj er i Tidernes Løb størknet til en nøgen Fjældmasse.“ Dampskyerne over de syditalienske Vulkaner ledede allerede tidlig Tanken hen paa mægtige, underjordiske Ildsteder, og de gamle Grækeres Forestillinger om Underverdenen og Tartarus’s Udstrømme fremkaldtes højst sandsynlig ved Nedreitaliens Vulkaner. I Ætna, mente de Gamle, laa Kæmpen Eukalas begraven, og saa ofte han vendte - sig, bævede hele Sicilien; endnu Dio Cassius fortæller, at det var Kykloperne, som stege op fra Vesuvs Krater og med Basunstød begravede Stæderne Herkulanum og Pompeji, en Anskuelse, som er storartet overfor Talmudisternes fattige Op- fattelse: Af Anger over Jødernes Fordrivelse græder Gud daglig