Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Hævningstheorien. 553 Bunden af denne Aabning (Krateret) fremviser mindre og større Eruptionskegler, forgængelige Slakkehøje. Hele denne,Anskuelse, at Ringvolden ved et pludse- ligt Ryk er løftet op til dens fulde Højde og derved revnet straaleformig, er dog nu op gi ven. Undergrundens Lejringsforhold ere aldrig bievne forstyrrede ved de vulkanske Gjennembrud; Hævningsvulkaner med Hævnings krat ere findes ikke, og netop de vulkanske Dannelser, man engang anførte som de bedste Beviser for Hævningstheorien, have senere maattet tjene til at anfægte, bekæmpe og styrte samme. Hvis saaledes Jords- monnet paa et eller andet Sted hæves i Vejret veel en underjordisk Kraft, maa alle de Lag, hvoraf det nye Bjærg er sammensat, ganske naturlig faa en symmetrisk Stilling; findes der derimod Lag, som have modsatte Hældninger, lader dette Faktum, naar det er ene- staaende, sig kun tvungent forklare i Overensstemmelse med Hæv- ningstheorien; forekommer det derimod hyppigere, er det indlysende,, at den fremsatte Theori ikke kan holde Stik, og nu gives der netop mange slige Lag ved et stort Antal Vulkaner. Naar dernæst en underjordisk Kraft trykkes mod en Flade paa en eller flere Kvadratmil, vil Jordbunden dog kun højst sjælden eller aldrig kunne antage en Form, der ligner et Hævningskrater; Massen kan slet ikke danne en sammenhængende Kegle, men i det Højeste en Række kredsformige Lag, Tinder eller Horn, som hælde mod hverandre og kun ved Grundfladen have nogen indbyrdes Sammenhæng. Fra Hævningskratere udgaa dernæst hyppig straale- formige Spalter, de saakaldte Barrancos; saafremt der nu virkelig havde fundet en Hævning Sted omkring Vulkanens Axe. maatte disse Spalter have faaet en ganske anden Størrelse; i Steden for blot at danne Furer paa Overfladen, maatte de have spaltet den hele hævede Kegle fra Toppen til Grunden, og der- næst maatte de være bredest i Spidsen og tabe sig henimod Bjærgets Fod. Dette stemmer imidlertid i Regelen ikke med Virkeligheden; Spalterne ere tvært imod betydeligst ved Foden af Bjærget og af- tage i Dybde og Bredde op imod Krateret. Tilhængerne af Hæv- ningstheorien forklare nu vel denne paafaldende Kjendsgjerning som Virkningen af det Vand, der strømmer ned ad Bjærgskraa- ningerne, og Vandets udhulende og nedbrydende Kraft er i Virke- lighed stor nok til at frembringe det antydede Resultat; men denne