Jorden Og Dens Naturforhold
En populær fremstilling af den fysiske geografi bearbejdet med særligt hensyn til danske forhold

Forfatter: F.C. Granzow

År: 1883

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 654

UDK: 551.4

Med 178 afbildninger og flere kort

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 680 Forrige Næste
Havet. 55 formige Stoffer, hvoraf det sammensættes, sig i Urtiden ved elektrisk Ild. Man har opkastet det Spørgsmaal, om der endnu forefindes den samme Mængde Vand, som oprindelig forefandtes paa Jorden i fri Tilstand, eller om ikke meget mere Vandmængderne paa vor Klode lidt efter lidt aftage i Aartusendernes Løb. Dette Spørgs- maal er af stor Interesse, men dets sikre Besvarelse er for Tiden endnu umulig. En betydelig Mængde Vand er sikkert nok bundøn gjennem Vandets kemiske Tiltrækning (Affinitøt) til Minoralierne*, den nuværende Jordskorpe indeholder store Mængder Vand og Bestanddele af Atmosfæren, og disse udgjorde i Urtiden Dele af Oceanet og Luftkredsen; men hvem kan bevise, at denne Indsugnings- proces ikke allerede for længst har naaet sin Grænse? Til for- skellige Tider har man vel opstillet Formodninger om en tidligere langt højere Vandstand; men nogen Vished har man endnu ikke naaet i saa Henseende. Derimod maa det rigtignok fremhæves, at vor nærmeste Nabo, Maanen, paa sin Overflade bærer de tydeligste Spor af et tidligere Vanddække, medens flydende Opsamlinger, svarende til vore Søer og Floder, nu til Dags aldeles afgjort ikke mere forefindes. Denne Kjendsgjerning er hyppig bleven fremhævet af Mænd, som have forudsagt en lignende Tørkeperiode for vor Jord, en Tid altsaa, hvor samtlige Have skulle være kemisk for- enede med Jordklodens Stenmasser og for evig Tid lænkede til samme. Theoretisk taget synes det nu rigtignok ogsaa ubestrideligt, at man maa antage en jævn Aftagen af vor Jords frie Vandmasser; men det synes rigtignok ogsaa lige saa sikkert, at før en slig Af- tagen blot paa nogen Maade vil være truende, vil der være for- løbet Tidsrum, mod hvilke selv Jordens hidtidige Udviklingsperiode maa synes kort. Hvad der imidlertid da vil finde Sted, kan nærmest være os fuldkommen ligegyldigt; thi Ingen formaar at afgjøre, om Menneskeslægten — hvis Ælde, hvor langt man end vil skyde samme ud i Fortiden, dog kun er ubetydelig — vil overleve slige Tidsrum. 1. Havet. Havet, som dækker tre Fjerdedele af Jordens Overflade, danner den fælles Beholder for al den Fugtighed, som kredser paa vor Jord. Fra Havet føres alt Vand ind over Landene, og til Havet