Bidrag til Kundskab om de danske Provindsers nærværende Tilstand
i oekonomisk Henseende

171 I de 15 Aar jeg har dyrket Hvede, har jeg fun haft Nust paa den i det ene Aar 1830; men da ogsaa i hoi Grad. For- medelst bet vaade Cfteraar 1829 blev min Hvede ikke saaet for sidst i October, og da en streng og vedholdende Frost begyndte forst i November, kom den ikke op fsr langt hen i Marts. Nu valtede den frem af den kraftige vel gjodede Mark, og stræbte ved en frodig Baxt at indhente det Forsomte; men jnst som den teg- nede allerbedst, blev den i saa hor 'Grad befængt med Rust, at der paa hele den frodige Mark efter 6 Tonders Udsad kun avledes 21 Tonder særdeles let Hvede; et Tab som vilde have været meget foleligt, dersom ikke Aarets hoie Priis 10 Nbd. for Tønden havde Kodet derpaa. Rugen blev ogsaa angrebet af Rust; men leed mindre, da Kjcrrnen allerede var dannet, dengang Rusten kom. Ogsaa et Hjorne af Havremarken blev ganske redt af Nnsten; men i Havren gik den ikke som i Rugen og Hveden over hele Marken; men holdt sig ril et Hjorne, der var nærmest ned mod en Engstrimmel, hvorigjennem en Aa lober. Nattetaage i stille Neir med stærk Solhede om Dagen indtraf paa den Tid, da Hvedekjerrnens Zndre fra en mclkeagtig Saft skulde gane over til en fastere Deig, eller da Melet skulde dannes, og til samme Tid ii.dfandt Rusten sig. Men disse udvortes Foranledninger havde neppe virket saa stadeligt, dersom Hvedeplanterne ikke ved en hastig og frodig Væxt havde været mere kjelne/ og deres Porer mere aabne end sædvanligt. Berberisserne havde her sikkcrlig ingen Skyld; thi de faa Dufte her fandtes i Hangen, lod jeg, saasnart jeg var kommet her i Aaret 1825, rydde op; og hverken dengang eller senere har jeg i Omegnen seer nogen Verberis-Buss- som jeg kunde tiltroe nogen Indflydelse i denne Sag. Det kan saaledes gjsre mig ondt nok for de uskyldigen for; fulgte Berberisser, og jeg maa tildeels give en af mine Bekjendte Net, som afskyer Hyldebusten, fordi man har ladet ham drikke rel megen Hyldethee, og derfor spøgende siger, at han nok stal faae Hylden udryddet, da han agter at beskylde den for at være som efterhaanden forgrene og forfilte sig. Wiegmann om Plan- terneS Sygdomme, oversat af S. Dreyer, S. 117.